Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
164
der to Veie til denne Stad. Den ette, font over
Alt-Bran-denburg førte ligetil Magdeburg, var i fig selv overmaade
vanskelig at befare, hvorhos de omliggende Egne var aldeles
udpinte^ hertil kom, at matt tilfidft i Fiendens Paasyn
maatte passere over Elben. Den anden Vei gik sydligere
til Wittenberg og siden ned langs Elben til Magdeburg,
deu var god at passere og førte gjennem rige Landskaber,
og derfor valgte ogfaa Guftav Adolf dett. Men denne Vei
gik ogfaa gjennem det sachsiske Land og over det sterkt
be-fæstede Wittenberg. Allerede fjorten Dage i Forveien havde
derfor Gustav Adolf skrevet til Kurfyrft Johan Georg af
Sachfen og foregaaet ham et Forbuud eller opfordret ham
til ialfald at overlade ham Wittenberg paa samme Vilkaar
som Spandau^ men Johan Georg afslog alt. „Han kunde
ikke glemme fin Forpligtelse mod Keiseren og det romerske
rige," sagde han. — „Eders fyrstelige Høihed," svarede
Gu-stav Adolf, „bør vel heller tkke glemme eders Forpligtelse
iitod den sande evangeliske Lære og mod de eder af Gud
an-betroede Underfaatter." Flere Bud afsendtes^ men alle kom
de tilbage med samme Svar og tilsidst med intet Svar. Den
skue ^jesu i tisken Keiser Ferdinand havde nemlig udtalt sig
som gunstig stemt for et fredeligt Forlig, med Ønsket om,
at Johan Georg, som den formemfte blandt Proteftanterne,
vilde optræde som Mægler. Dette var just at tage ham fra
den ømme Side, og smigret ved den Tillid, Keiseren viste
ham, vilde han ikke mere laane Øre til Gustav Adolfs
For-slag. Jmidlertid lød det alt værre og værre sra
Magde-btirg. Gustav Adolf aabuede ttye Underhattdliuger og vilde
nu forsøge, om han ikke ved en personlig Sammenkomst
skulde kunne bevæge dett sachsiske ligesom den brandenburgske
Kurfyrfte. Men paa det Forslag, han i denne Hensigt
gjor-de, lod Johan Georg svare. „Jeg er forhindret fra at
ntøde^ thi jeg holder juft paa at mønstre den Hær, hvormed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
