- Project Runeberg -  Skriftir i Samling / III. Trætte Mænd. Uforsonlige /
34

(1908) [MARC] Author: Arne Garborg
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

34

TRÆTTE MÆND

Længsel efter at kaste sig for Fødderne af en eller
anden, en Kvinde, en Præst, en Gud, og hyle, græde,
bekjende, bli pisket, forbandet, fordømt, og saa tilslut
bli taget ind i kjærlige, trygge Arme som et sygt
Barn.–

Jeg maa være lidt forsigtig; jeg kunde faa Dilerium.
Men det hjælper mod Forelskelsen. Det fordeler.
Elskovssorgerne drukner i dette Hav af anden Slags
Kval. Kjærligheden blir fjern, sentimental, begjærløs;
man blir saa uværdig; om man kunde faa Lov — man
vilde ikke røre hende med en Lillefinger. Og man
gaar og diller med sin Selvmordsmani og steller med
sine Nerver og Vrangforestillinger og mumler høit ved
sig selv: jeg gamle Svin; aanei, en saadan en skal hun
da med Guds Hjælp ikke komme ud for! — Og føler
sig ædel og brav og faar Taarer i Øinene. —

— Du, Fanny . . . hvorfor kunde du ikke komme
nu, ringe paa Entreen . . . Ikke gjøre dig noget;

bare ha det lidt hyggeligt sammen — — —

*



Jeg griber mig i at søge de Spadsereveie, hvor hun
og jeg gik; drikker med Religiøsitet iskoldt, vondt 01
paa de Landrestaurationer, hvor hun og jeg har været;
haaber vel i al Stilhed at træffe hende, skjønt det
altsaa er det, jeg paa ingen Maade vil. Og gaar hjem
igjen med Halen mellem Benene, naar jeg ikke har
truffet hende.

*



Døden er det eneste som er sikkert, siger man. Ja,
men den er ikke at stole paa alligevel nemlig. Den
kommer nok; men den kommer ikke i rette Tid.

Vorherre, som satte os paa Livets Naal forat vi
skulde sprælle til hans Ære, tager os ikke gjerne af
Naalen igjen, før vi har præsteret alle de Spræl, som
er os mulige. Men da begynder vi næsten at befinde

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 03:48:39 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/gaskriftir/3-1909/0040.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free