- Project Runeberg -  Skriftir i Samling / III. Trætte Mænd. Uforsonlige /
97

(1908) [MARC] Author: Arne Garborg
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Jeg klamrer mig fast til alt dette med begge Hænder.
Sammenligner og sammenligner og finder med Vold og
Magt frem alle Fortrin. At hun ikke er ung, og ikke
egentlig pen, tilgiver jeg hende; hvad Værd har tilsidst
den Slags? Hvad jeg sætter Pris paa er
Tilforladelighed, Tryghed, rene Akkorder; jeg væmmes ved
Skjønhed uden Sikkerhed, Skjønhed uden de fine Parfumer.

*



Jeg led af Had, Foragt, Raseri i den Grad, at jeg
besluttede at se hende igjen og sige hende Sandheden.

Og jeg traf hende. Og fik Hjertebanken. Angst og
bange og skamfuld blev jeg over det som jeg vilde sige;
angst og skamfuld som om jeg var Tyven, skjønt jeg
altsaa egentlig var Dommeren; og for hvert Skridt hun
nærmede sig, og for hver Grad hendes Ansigt
opklaredes og blev til Smil, henrykt, rødmende Smil...
fordampede mine Mistanker og min Beslutning, og jeg
søgte forbauset og forgjæves at holde dem fast.

Dette var jo ikke den «Frk. Holmsen» jeg havde
digtet mig sammen i disse fæle Dage! Denne Atmosfære
af god Samvittighed, denne sikre Selvfølelse, dette
kjendte, naive Udtryk af ubegrænset Kammerattillid ...
afvæbnede mig fuldstændig. Jeg nedtvang min
Bevægelse og lod som ingenting.

Feighed. Mandfolkefeighed. Som hun stod der foran
mig med de store, triste, opklarende Øine og den hvide
Pande med alle de brune Hvirvler og Vidtløftigheder, som
selv ikke den bredbræmmede Hat kunde lyve væk, følte
jeg mig svag og rørt som overfor et vakkert Barn, der
kommer hoppende med et intet anende Smil og egentlig
skulde ha Juling.

— Men hun ærgrede mig ved at være stygt klædt.
En skrækkelig Jakke gjorde hende hængeskuldret og

7 — Garborg III.

97

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 03:50:35 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/gaskriftir/3-1944/0099.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free