Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Andet længere Udenrigsophold. 32
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
min Omsorg, da jeg tilbød at tage hende med mig.
Jeg tog to Muldyr og en Fører, tænkende, at det var
nok. Fra Montanvert og ned til Gletscheren var Vejen
styg, en stejl Klippesti med rullende Sten, Da vi kom
til Ishavet, fik den unge Dame, som naturligt var,
Førerens Haand, og jeg blev den sidste i Karavanen,
skridende nok saa betænksomt med den lange Alpestok
over den glatte Is, der laa i Bølger. Men snart var
den bristet i dybe Spalter, og langt ude kom vi da
til Steder, hvor den Vej, man kunde søge, ikke var
bredere end et Par Hænder og med gabende Afgrunde i
Isen paa begge Sider. Jeg blev hed i Panden, og det
var nu og da, som Hjertet stod stille. Egenlig bange
var jeg dog ikke. Føreren raabte til mig: Se hverken
til højre eller til venstre, se paa Fødderne og sæt
Fødderne udad! Jeg havde kun én Tanke i mit Hoved:
Ikke glide! og jeg blev derude paa Isen saa varm,
at jeg brændte. Da jeg endelig var kommen over,
mærkede jeg, at jeg dirrede. Jeg rystede underligt
nok ved Tanken om den blaa gabende Spalte paa begge
Sider af mig, i hvilken jeg neppe havde skelet ned,
og havde dog passeret den uden Skælven.
Begyndelsen af Overgangen havde forholdsvis været
let; kun var Glatheden stundom vel slem. Men midt i
Gletscheren var Vejen uhyggelig; der laa Morænerne,
Dynger af Kæmpeblokke og alle Slags Sten og Grus,
som smeltede Gletschere havde ført med sig, og de
var fæle at komme over. Var man endelig over dem, saa
fulgte le mauvais pas, som svarede til sit Navn. Man
steg op ad den aldeles stejle Klippeside ved Hjælp af
et Jernrækværk, der var slaaet ind deri. Men Pladsen
til Foden var lille og Stenen fugtig af den Mængde
Vandløb, der rislende susede ned. Endelig var det
jo nødvendigt ved hvert Skridt at slippe Rækværket
nogle Sekunder. Vejen gjaldt og gælder dog for ganske
farefri, og den Udsigt over Gletscherne, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
