Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Udlændighedens Afslutning. 11
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den gamle rationalistiske Tidsalder, der ikke
kendte Arvelighedsideen og ikke forstod og ikke
vilde vide af Omgivelsernes Indflydelse; det er
en Lære, til hvilken ikke et eneste godt moderne
Drama nogen Sinde har svaret. Og latterligt vilde
det være, om Æstetiken, der dog helst burde vide
lidt Besked om, hvad den moderne Videnskab lærer om
"den frie Vilje", vilde kræve, at Dramet skulde bero
paa et Fantom, paa hvilket intet andet beror. At
Katastrofen fremtræder som en Nødvendighed, er
saa langt fra at være en Fejl i Ibsens Stykke,
at det er netop det, som maatte være. Og ganske
lige saa lidt er det en Fejl, eller som det i
Dagbladet hedder "uretfærdigt og udramatisk",
at Straffen fortrinsvis rammer Moderen og Sønnen,
ikke den, som bærer Hovedskylden. "Uretfærdigheden"
her er Verdensordenens, som det ikke er Digterens
Sag at omarrangere eller omlyve, men at fremstille,
og hvad der i Ibsens Stykke er mindre dramatisk
end ønskeligt var, det beror ikke i mindste Maade
paa dette Forhold. Som Drama har Gengangere trods
Digterens ogsaa her udviste Mesterskab sin Svaghed;
det staar teknisk tilbage for Et Dukkehjem, fordi
Ekspositionen er for lang, og der er for lidt
virkelig Handling imellem den og Sammenbruddet, men
med det gamle Problem om Frihed eller Nødvendighed
har denne Svaghed intet at skaffe. Hvis man vil
finde Overensstemmelse mellem Ibsens Skæbnetro og
den antike, saa kan man; men den, der virkelig
findes, beror kun paa, at vi alle, Tidsalderen,
i hvilken vi lever, er vendt tilbage til Antikens
naturalistiske Opfattelse af Menneskelivet. Det
nittende Aarhundrede er deterministisk, som den
klassiske Oldtid var det. Tænker man derimod paa de
Gamles Tro paa et hemmelighedsfuldt Fatum, hin Skæbne,
der i det antike Drama tvinger Oedipus til i Kraft
af en Forudbestemmelse at dræbe sin Fader og ægte sin
Moder, hin Skæbne, der endnu spøgede i Ibsens Kejser
og Galilæer, saa er Skæbneudviklingen i Gengangere
saa langt derfra som Indsigt fra Mytologi.
Dagbladet betragter det som "en Slags Trods" eller
"en Naivetet" af Ibsen, at han har indleveret sit
Stykke til det kongelige Teater i Kjøbenhavn ; thi,
hedder det, "at noget Teater, i al Fald noget Teater
af Rang og Betydning skulde ville opføre dette Drama,
anser vi for en Umulighed." Hvad fremmede, det vil
vel nærmest sige tyske, Teatre vil gøre, er ikke
let at beregne og temmelig ligegyldigt. De skylder
Ibsen intet; hans Stykker og den tyske Smag ligger
langt fra hinanden, de har intet Hensyn at tage til
ham. Men naar jeg ser de Anstrengelser, som Dagbladet
og andre ligesindede Blade gør, anser jeg det selv for
rimeligt, at en Umuliggørelse af Gengangeres Opførelse
i Kjøbenhavn vil lykkes til Trods for Teaterchefens
intelligente og uhildede Blik og til Trods for alt,
hvad Teatret skylder Ibsen. De Par Tusind Mennesker,
der udgør Selskabet, kalder sig Samfundet og forsøger
at bilde Millionerne ind, at de er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>