Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien. 12
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
12.
Jeg følte det som en Lykke, at komme anden Gang til
Florents med saa kort og dog langt et Mellemrum og gav
mig til med Lidenskab at gense Byen, nu med nye Øjne,
efter alt hvad jeg i Mellemtiden havde lært at kende.
Den sidste Dag af mit Ophold skrev jeg:
Ak Firenze! Saa er det forbi. Du bliver og jeg
gaar. Hvad er dog bittert som denne Adskillelse fra
det Ypperste, man elsker. Jeg gik i San Lorenzo og
sagde Michelangelo Farvel, gik saa omkring at kaste
et sidste Blik paa mine Yndlingsbilleder i Uffizierne
og Pitti. Jeg rev mig løs, gik ned ad Trappen, kunde
ikke, vendte om, og saa alt igennem endnu engang.
Mine Tarme skreg, saa sulten var jeg; men jeg kunde
ikke gaa. Og nu vide, at alt dette bliver nagelfast
her og at jeg glemmer det rent; at jeg kender det,
som jeg kender Kjøbmagergade, og vil glemme Enkeltheder
i Mængde.
O Giorgione levvel! hav Tak I alle, i hvem
Menneskeslægten blev sig selv og naaede sin Højde
og blev forklaret som ellers kun hos en Shakespeare
eller en Goethe, tusind og atter tusind Levvel!
Hvilken Lykke det maa være at være Italiener, at sige
til sig selv: Dette er Blod af mit Blod, alt dette har
mit Folk og mit Fædreland frembragt! og hvor vemodigt
at tilhøre et vist andet Folk, lidt nord for Tyskland
og vest for Sverig, hvis største Aander er en gammel
satirisk Historieprofessor med Paryk, der ikke mætter
Sjælen med noget Skønnere end Peer Paars, og en smuk,
korpulent Etatsraad, der gav os et Helte-Ideal i sin
Axel Thorsøn og et Kunstner-Ideal i sin Correggio,
mens han ikke saa andet i Michelangelo end en dygtig
Buldrebasse, en Scribesk Grenader fra Kejsertiden.
O Firenze! Saa er det forbi. Og Andre vil komme og
beskue Palazzo Strozzi, men, troløse! vil de elske
dine gamle Mure som jeg? og Andre vil se ud over Arno
i Maanelyset og sidde i Skygge i Bobolihaven; men vil
de være taknemmelige som jeg? Dine skønne Piger, som
nu er unge, vil ældes, og Andre vil komme og her se
dejlige Kvinder, som nu er Børn, og disse Kvinder vil
da have de samme himmelske Leonardo-Blikke, det samme
fine Snit af Pande og Næse, det samme Silkehaar til de
sorte Øjne, lige saa lille og slank en Fod. Og medens
de træder saa sikkert og taktfast paa den som Pigerne
nu, vil jeg sidde etsteds nær Amager og først graane,
saa visne. Og jeg vil blive fortrykt og melankolsk
og udgive daarlige Bøger og blive skældt ud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
