- Project Runeberg -  Levned / 3. Et Tiaar /
44

(1905-1908) [MARC] Author: Georg Brandes
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien. 15

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

ukendt, finere, mere styrkende Luft; jeg holdt mig
uvilkaarligt rankere end ellers.

Naar jeg følte mig saa vel i Venedig, beroede det
bl. A. paa, at den jævne Befolkning aldrig var grov,
næsten altid fornøjet, og saa højflig, at den for
en ringe Drikkeskilling, som man i Syd-Italien
vilde kimse af, gjorde En Tjenester og viste En
Velvilje. Den forsøgte aldrig at bedrage.

En Aften, da jeg sad nede paa Riva dei Schiavoni med
Havet for mig, en stor Have bag mig, kom en Række unge
Mænd, Marinesergeanter i Uniform, forbi. En af dem
foer ud af Geleddet og hen imod mig. Jeg rejste mig,
han faldt mig om Halsen og kyssede mig ømt. Det var
Alfonso Vigoriti. Jeg blev paany overrasket af hans
Væsens Gratie. Fin af Ansigtstræk havde han et stærkt
og smidigt Legeme, smalt om Livet som en ung Piges,
og talte trods sin neapolitanske Afstamning, det
reneste, mest fuldttonende og musikalske Italiensk,
man kunde høre.

Han sagde til mig: De skal ikke undre Dem over den
store Hengivenhed, jeg har for Dem, endnu mindre fatte
Mistanke til den. Jeg er en Smule Fysiognomiker;
jeg har været Maler i fire Aar, og syntes straks
saa godt om Deres Ansigt, at jeg besluttede at
gøre Deres Bekendtskab. Derfor lagde jeg mig, da
De i Jernbanevognen havde støttet Deres Fod mod
Sædet overfor. Jeg tænkte, De da vilde tage Foden
ned; saa vilde jeg sige, det behøvede De ikke, og
saaledes indlede en Samtale. De tog Foden til Dem,
og da jeg sagde, De maatte endelig lade den ligge,
hørte jeg, De kunde tale Italiensk og aldeles
fortræffeligt [overdreven Artighed]; saaledes fik
jeg vort Bekendtskab i Stand. Nu vilde jeg ønske,
jeg havde en lille Foræring at give Dem; saa vilde
De ikke glemme mig; men nu glemmer De mig dog.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 04:08:21 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/gblevned/3/0050.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free