Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ude. 2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
jeg svarede: Til Dresden, til Henrik Ibsen, udbrød
han: Kender De ham? og da han fik bekræftende Svar,
sagde han straks: Vil De forestille mig for ham? -
Men De vil jo rejse en helt anden Vej! - Nej,
svarede han uden Betænkning, i saa Fald forandrer
jeg min Rejseplan og følger med et Par Dages
Ophold i Berlin efter Dem til Dresden. Vi gør da
Ture sammen; Ibsen, De og jeg skal svire og solde
sammen. - Som ved et Trylleslag var alle de ventende
Teaterdirektører sunkne i Jorden. Jeg negter ikke, at
jeg forbausedes. Og virkelig nævnte fra det Øjeblik
Goldschmidt ikke en eneste Gang paa Rejsen mere de
mange Byer, hvor Stykker af ham skulde spilles -
og hvor de (saavidt vides) heller aldrig er blevne
spilte. Han blev roligt i Sachsen flere Uger i Træk.
Paa Banegaarden i Stettin traf jeg den unge
Landskabsmaler Godfred Christensen, der havde hørt
til mine Tilhørere om Vinteren; han tog med i samme
Vogn og vi aftalte at gøre en Fodrejse i sachsisk
Schweiz. Til den vilde saa ogsaa Goldschmidt være
med. Rejsen fra Stettin til Berlin forløb lystigt.
Paa Skibet havde jeg været tilbageholdende overfor
Goldschmidt; nu begyndte jeg at drille ham en Smule,
hvortil jeg fik den unge Malers Understøttelse.
Han vovede vel ikke selv at drille Goldschmidt, men
han gav mig Ret, især i vore Ordskifter om Kunst.
Snart var vi saa vidt, at hver Gang Goldschmidt - ti
Gange i Timen - brugte sine Yndlingsord Aand og sjælfuldt,
udstødte jeg sørgende og klagende Toner, og hver Gang
han sagde "frelse Menneskeslægten" mumlede jeg "give
Menneskeslægten noget at spise". Stærkt klynkede jeg,
da han sagde, at Paolo Veronese var en Maler uden
Betydning, thi han var uden Sjæl. Da Christensen gav
sig til at klynke med, saa Goldschmidt, at han var
faldet blandt sjælløse Røvere.
Hvad hans Kunstkritiker længst havde givet mig en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
