Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arbejde og Anerkendelse. 19
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
var oppe, indtil hun kom i Havn. Jævnlig havde hun
henvendt sig til mig om Raad til Overvindelse af
Vanskeligheder, der stillede sig i Vejen for dette
eller hint Ægteskabsprojekt. Lykkedes det ikke at
overvinde dem, skrev hun resigneret: Encore un mariage
manqué! Dog nu havde hun allerede i flere Aar været en
brav Embedsmands Hustru og beboede en god Lejlighed
i Rue Pigalle. Hendes Navn var, som en Heltindes hos
Mérimée, Madame de Turgis.
Hun modtog mig uden Sindsbevægelse. Hendes
Skikkelse var bleven sværere, hendes Træk lidt
udviskede; men hendes Farve var sund og hendes
Øjne klare. Hvad heftigere Følelse hun for ni
Aar siden kunde have næret for mig, var slukt til
sidste Gnist. En sat Venskabelighed var det eneste,
som var tilovers. Hendes største Sorg var nu den,
at hun var barnløs; hun klagede bittert derover. Hun
var heftigere klerikal end i sine yngste Dage, mente,
at Europa ringeagtede Frankrig, siden det havde givet
en Person som Gambetta Indflydelse og Magt.
Hendes Mand, der kom til, viste sig at være forstandig
og velopdragen, en kraftig Mand paa en fyrretyve Aar.
Som gammel Ven af Fruen blev jeg indbudt til
Middag en af de følgende Dage. Men ak! Dér faldt
jeg igennem. Den Omstændighed, at jeg nu var bosat
i Berlin, havde paa Forhaand stemt min tidligere
Veninde til Mistænksomhed; hun havde kendt mig, da
ingen Tanke laa mig fjernere end den at tage Ophold
i Tyskland. Hendes Prøjserhad var saa flammende,
som det havde været i Krigens Tid. Ved Bordet faldt
Talen paa Moltke, hvem Fruen kort og godt betegnede
som Blodhund. Da jeg sagtmodigt tog til Genmæle og
vilde forklare hende, at Feltmarschallen sikkert
ikke var personligt blodtørstig, men en omhyggeligt
forberedende og sindrigt beregnende General, brast det
imellem os. Medens hendes Mand høfligt gav mig Ret,
saa jeg paa hendes Miner, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
