Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arbejde og Anerkendelse. 43
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jeg grublede over den tyske Folkeaand, som den indtil
da havde udviklet sig i det nye Rige. Dens Kraft
syntes mig i Hovedsagen at bero paa den Lethed,
hvormed den lod sig disciplinere. Tyskerne selv
betegnede sig vel gerne som Individualister i
Sammenligning med de sociable Franskmænd og de
politiske Englændere. Men de syntes mig mindre
individualistiske end de selv mente. Det upersonlige
Forhold til Livsmagterne var saare hyppigt.
Alt var her reguleret. Der var altfor mange anonyme
Følelser, som her kvaltes og dræbtes, fordi de skulde
have et Navn og fik et bestemt, der ikke passede
for dem. Altfor tidt opfattedes saaledes Følelsen
som Individet forment. Saa mange Enkelte, saa mange
Arter af Følelser. Og saa mange Genstande for disse
Følelser, saa mange Varianter. Der var Hjerter, som
ikke kunde smeddes i Regler. For dem var Tyskland
ikke Landet.
Hvad den personlige Særegenhed i Tyskland angik,
mindedes jeg et Ord, som en kritisk Tysker en Dag
havde sagt mig: "Her har hver sin Marotte (Kæphest),
det er den hele Individualisme; der er næsten ingen,
som har Initiativ." Og det faldt mig ind, at det var
vel derved at Bismarck havde faaet saa stor Magt over
dette Folk, han, der, som han selv havde sagt, var ein
Mann von Initiative. Enhver Samtidig burde lære af
ham, hvad han formaaede. Og jeg gentog for mig selv
paa Tysk: Erst wägen, dann wagen, siger Moltke. Noch
lange nicht genug, siger Bismarck - to dybe Ord.
Jeg gik længere ind i Thiergarten, Sneen laa højt
og tæt, og lyste, hvor Solstrejf faldt paa den. De
gamle Kastanietræer om Goldfischpark saa’ alvorlige og
milde ud med deres nøgne, af Sneen skjulte Grene. I
det Indre af Haven stødte jeg paa en Gruppe stejle
Graner. Jeg tænkte paa Norden, paa de Danske, der
tilfredse med hverandre havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
