Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ludvig Holberg, et Festskrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
58
Universitetsdannelsen
Hver anden Dag holder Holberg af egen Drift,
"især for at lokke den fornemme Ungdom (Juventutem
Patriciam) til Forelæsningerne", som det hedder i
Lektionsprogrammet, Foredrag om det gamle Grækenlands
og Roms Historie, men hver anden Dag maa han bide i
Metafysikens sure Æble. Og medens der nu i Holbergs
Høresal drøftes den rene Metafysik, disputeres ved
Siden af i de filosofiske og filologiske Auditorier
snart om en Glose, snart om en Partikel, snart
om Æmner saa specielle som "Den rhodiske Kolos"
eller "Kong Darius’s seglbesatte Vogne", snart om
arkæologiske og etnografiske Enkeltheder, behandlede
i aandløs Isolerthed, som Spørgsmaalene om Grækernes
Sandaler eller Romernes Ringe og Halsbaand, eller
Problemerne, hvor Homer blev født, og hvorledes
Aristoteles døde. Og henne paa Borchs Kollegium
afholdes fire Disputationer efter hinanden over et
Tema som "Kristi Tornekrone", og fire andre over Æmnet
"Merkurs Heroldstav". (Wielandske Lærde Tidender.)
Al Skolastiken havde en bred teologisk Grundvold:
Verdenshistorien var i Kraft af Daniels Spaadom om
de fire Dyr inddelt i fire Monarkiers Historie,
saa den hele nyere Historie blev en Fortsættelse
af Romerrigets; Sprogvidenskaben udledede Sprogenes
Forskellighed fra den bibelske Taarnbygning og gik
ud fra, at "det Adamitiske eller Hebræiske" var det
fælles Stamsprog; det var et omtvistet Punkt, om
Adam eller hans nærmeste Efterkommere havde opfundet
Bogstavskriften; men om at Musikens Historie begyndte
med Jubal var der ingen Uenighed. (Skavlan: Holberg
som Komedieforfatter.)
Der staar han da, den stakkels Professor i Metafysik
imod sin Vilje, og docerer for at tjene Livets Ophold
Ting, hvorpaa han ikke tror, og hvorved han Intet
kan tænke, medens foran ham nogle faa sortkjolede
Studiosi skriver Visdommen ned og lærer den udenad,
og medens i Høresalene rundt om det lærde Korps med
hellig Alvorlighed forfægter, forklarer, slutter og
beviser det rene Intet.
Er Situationen ikke ironisk, mefistofelisk eller
tragikomisk?
Er det et Under, om Ironien nu bliver Grundstemningen
i denne Sjæl, et Under, om Smilet, det tilbagetrængte
Smil, vil frem og lejre sig om disse Læber, eller er
det ikke fuldt naturligt, at den ny Professor faar
et eget Syn paa dette Lærdomstempel, det Land, hvori
det er et aandeligt Midtpunkt, og denne hele Verden?
Den er komisk, er den, denne Verden, det ser han nu.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
