Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ludvig Holberg, et Festskrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Klassicismen
79’
Lunefuldheden blot som en urimelig Uro i Stil med
Stundesløshed^ Uvilkaarligt har han lettet sig sin
Opgave ved at simplificere.
Hvad betyder dette? Hvad er Aarsagen dertil?
Aarsagen er hans aandelige Øjes, hans Livssyns
Beskaffenhed.. Han ser, som man i Europa paa
hans Tid saa’. Hans Blik paa Menneskene og hans
Menneskefremstilling er betinget af Tidsalderens
herskende Aandsform, Klassicismen.
Den klassiske Aandsretning er den, som begynder,
da ved Renæssancens Ophør de vældige Temperamenters
Tid er forbi" og som slutter, da omkring det nittende
Aarhundredes Begyndelse Troen paa det Ubevidstes Magt
i Modsætning til den ræsonnerende Tænkens Betydning
vender tilbage. Den klassiske Aand er en Forstand,
der tror paa den personlige Fornuft; den personlige
Fornuft styrer Verdensaltet som Gud og behersker i
Menneskeverdenen Lidenskaberne som Dyd. I Videnskaben
er den den literære Kulturs, i Kunst og Poesi Smagens,
Politurens Herredømme. Den opfatter hvad der ligger
umiddelbart bag den som Barbariets, det Ubehøvledes
Tidsalder, og samtidigt med at den prædiker Fornuft
for Menneskene vil den give Sproget Glans. Derfor
siger Holberg:.
Jeg skriver eéne ey for at moralisere
For Folk ey eene, men for Sproget at polere.
Forud for denne Aandsform gaar i de store Hovedlande
den Tid, der faar sit Præg ved de sprudlende
Naturgenier, ved Mænd som Boccaccio, Luther og
Shakespeare; dens egne store Navne er Moliére, Boileau
og Racine, Pope og Addison; den naaer sit Højdepunkt
i Frankrig med Voltaire, i Tyskland med Lessing. Den
op-staar, da hos de herskende Nationer i Kraft af
den stegne Kultur den digteriske Indbildningskraft
søger sin Styrke, sin Støtte, sin Begrænsning, sine
Idealer i det inderligste Forbund med en lys* klar,
verdensdannet Forstand; den udaander, da Herder og
Goethe i Tyskland, Chateaubriand i Frankrig, Burns
og Wordsworth i England, Ewald og Oehlenschlager i
Danmark indvarsler en ny Tid.
Som almindelig Regel gælder det, at Menneskeaanden,
stillet Ansigt til Ansigt med Naturen og Menneskene,
har en dobbelt Virksomhed at udføre, først den at
modtage saa rigt og alsidigt et Indtryk som muligt,
dernæst at bearbejde dette Indtryk, sønderdele det
og efter Evne ordne og udtrykke, de Forestillinger,
det har fremkaldt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
