Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ludvig Holberg, et Festskrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
84
Skuespillenes Plan
ai tale, til at udtrykke sig med Klarhed og Fynd,
Fremstillingens, Foredragets Kunst - det Oratoriske
med ét Ord.
Talekunstneren fornemmes tydeligt selv i hans
Skuespil, Først i Stykkernes regelrette simple Plan,
der er anlagt som en Bevisførelse og ender med et quo
d er at demonslrandam, idet Slutningsverset uddrager
Moralen, Resultatet. Hans Metode er hyppigt denne:
En Hovedfigur skildres, der er komisk gennem en vis
Vildfarelse, Indbildning eller Fejl; paa Grund af
denne er han til Hinder for to Eiskendes Forening
enten som Fader (Herman v. Bremen, Vielgeschrey,
Ranudo) eller som Medbejler (Jean de France,
Gert Westphal er j. Ved en opspunden Forvikling,
der er beregnet paa den Paagældendes svage Side,
Indføres nu Foreningen af de Elskende og oplades den
Vildfarendes Øjne. Kun sjældent hidføres Forviklingen
ved Omstændighedernes Magt (Den Vægelsindede,
Hexeri, Uden Hoved og Hale, Mascaradej i Regelen
smeddes udtrykkelig en Plan, og i den egenlig
moralske Holbergske Komedie løber det Hele ud paa
en (frugtende eller ikke frugtende) Lære til den
taabelige Hovedperson. Stundom lindes der intet
saadant Formaal ; saaledes ikke i Den ellevte Jimii,
hvor den Bedragne, Rænkernes Offer, ikke er stort
bedre end Bedragerne, ikke heller i Den pantsatte
Bondedreng, hvor Komiken ligger i Rænkernes Redskab,
medens deres Ofre hverken er interessante eller
forbedres, allermindst i Julestuen, hvor Lystigheden
er saa fri. Det er altsaa ikke det moralske Øjemed,
som dybest inde bestemmer og behersker Stykkernes
Plan, men den klassisk-oratoriske Aandsform, der hos
Holberg er saa stiv, at den bøjer Handlingen aldeles
efter Digterens oprindelige Bestemmelse, uden at
Menneskenaturens Bevægelighed nogensinde gør en Streg
i Regningen, og som derfor ufravigeligt fører Intrigen
gennem den lystigste Forvirring til den fra de første
Scener af forudsete eller planlagte Løsning.
Det Oratoriske i Klassicismen træder dernæst frem i
den Ejendommelighed, at Hovedpersonerne altid taler
fortræffeligt for sig. Det gælder ikke I stærkere
Forstand om en Helt og Heltinde hos Gorneille, at
de er Mestere i Talens Kunst, end det gælder om en
Tjener og en Tjenestepige, en Henrik og Pernille hos
Holberg. De er skaarne for Tungebaandet, som var de
Advokater. I Virkeligheden er de ogsaa Advokater,
nemlig for den sunde Sans, deres Talen til sig selv
er ikke sjældent en hel Holbergsk Epistel og Samtalen
nærmer sig paa de afgørende Steder til et oratorisk
Dystløb.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
