Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ludvig Holberg, et Festskrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nervøsitet og Pessimisme
159
Det kan da ikke undre, at Middelstanden i Kjøbenhavn
(som Rahbek fortæller) i 1770 var utilfreds med,
at et Stykke som Den politiske Kandestøber fandtes
værdigt til Opførelse ved den svenske Kronprinses
Besøg, eller at Rosenstand-Gøiske i 1772 skriver: "Den
Sygdom at foragte Holberg, den sande Comedies Skaber,
er bleven næsten almindelig blandt vore Landsmænd".
Naar man har sat sig ind i dette Tidsaandens Væsen,
saa ser man Holbergs Oldingeskikkelse i et skønnere
Lys end den har staaet for Samtiden.
Den sygelige Mand, hvis altid svage Helbred var bleven
rystet ved den Nød og de Savn, han i sin tidlige
Ungdom havde udstaaet, og som kun holdt sig i Live
og arbejdskraftig ved den strengeste Diæt og den
yderste Regelmæssighed i alle Vaner, følte sig ensom
Ansigt til Ansigt med det Folk, for hvilket han havde
virket saa meget. Han led af evindelig Hovedpine;
han havde hektiske Anfald, der tilsidst gik over til
Svindsot, og hans Sindstilstand heldede til sygelig
Sørgmodighed. Deraf hans uelskværdige Væsen mod
Fremmede, der ikke udelukkede den største Jævnhed
i Omgang med de nærmere Bekendte, og hans afvisende
Gnavenhed i Forholdet til de yngre Skribenter, der
som Jørgen Riis f. Eks. stræbte at fortsætte hans
publicistiske Virksomhed. Hans Isolerthed forklarer
alt. Denne ensomme Særling, der som Professor sælger
sine Bøger fra sit Hjem for senere som Baron at ligge
under i Processer med sine Fogder - der er saa nervøs,
at han farer sammen, blot en Dør slaas i eller en Hund
glammer, som ikke kan sove for Vægterraabene, som kun
kan arbejde i dybeste Stilhed, som er saa pirrelig
og heftig, at en Student, der uformodet træder ind
til ham, ikke er ganske tryg for Over-fusning, og saa
utilgængelig, at han "endog lader Danebrogs-Riddere og
Raader, ja Ambassadeurer" atter og atter gaa forgæves
- han er et Geni, som et utaknemmeligt Folk har vendt
Ryggen.
Hans Skæbne undte ham ikke Nydelsen af den Sejr,
han som Reformator og Digter havde vundet; Sejren
forvandlede sig til Forladthed under Hænderne paa
ham.
Hans Livsanskuelse havde altid havt et tungsindigt
Anstrøg. Ti Aar før sin Død skrev han (i Moralske
Tanker): "De gode Dage, jeg haver haft i Verden, ere
let talte. Den største Part af mit Liv er henbragt i
Bekymring, Sygdom og Afsmag udi alt det, som Verden
kalder Got. Hvis andre kan tælle flere gode Dage, skal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
