Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Ludvig Holberg (1684–1754)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ludvig Holberg
173
Ufornuften, eller - i mindre høj Stil - gør Kaal paa
Naragtigheden og klarer Ærterne.
Og Læserens eller Tilskuerens Grundfornøjelse er
saa den, at paa Grund af Stykkernes Bygning denne
overlegne Fornuft hele Tiden igennem synes at have
forlagt sit Herskersæde til hans egen Hjerne. Uafbrudt
appellerer Holberg til Læserens Overlegenhedsfølelse
overfor den fremførte Karakter eller den stedfindende
Situation. Ansigt til Ansigt med denne Komik sidder
Tilskueren uafbrudt, og nyder sig selv, tykkes sig
bedre forstan-digere, indsigtsfuldere, finere end
de komiske Helte og Heltinder, og nyder enten især
denne sin Væren-bedre eller (som overfor Ulysses von
Ithacia med dens Tidsregningsfejl og Urimeligheder)
udelukkende sin Bedreviden og sin renere Smag, der
er en Følge af den.
Holbergs umaadelige Folkeyndest beror for en ikke
ringe Del paa, at der i Grunden ikke gives nogen for
friske Hjerner og for Dannelsens Gennemsnitsmennesker
mere indsmigrende Art Skuespil end en saadan rent
komisk Kunst som hans. Naar det med Rette maa hedde,
at Holberg som Aand har opdraget, op-tugtet sit Folk,
saa bør det ogsaa paa den anden Side fremhæves, hvor
uendeligt indsmigrende hans Undervisning og hele
Formen for hans Henvendelse til Læser og Tilskuer
er. Han hører ikke til de Skribenter, ikke til
de Digtere, der gaar ud paa, at Læseren skal føle
sit Intet, eller som morer sig med at lade leres
Overlegenhed over ham fremtræde eller ane. Tvertimod,
han henvender sig uafbrudt til den sunde Sans, som
han er aldeles sikker paa at finde hos Spectatores,
og synes altid mellem Linjerne at sige til Læseren:
Du og jeg, vi to, vi ler af disse Tosser.
Kun ved Komediernes allerførste Fremtræden kunde det
hænde, at en og anden af Publikum, en eller anden
Pedant som Tychonius, til hvem vel endda ligefrem
var sigtet, kunde føle sig personligt ramt og
latterliggjort. Straks derefter var det umuligt. Selv
den, der havde en Rem af Huden, selv den, der var en
Smule forfalden til politisk Kandestøberi eller som
ikke kunde sige sig fri for Jeandefranceriet, nød som
Tilskuer sin uendelige Overlegenhed over Herman von
Bremen eller Hans Frandsen og blev dog naturnødvendigt
efter igennem Komediens Forstørrelsesglas at have set
det lystige Vrængbillede af sin Svaghed, ledet til at
skjule, tilbagetrænge eller vel endog tilsidst helt
aflægge Fejlen. Og hvad Stykkerne ikke formaaede i
en Hast at udrette
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
