Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Kamma Rahbek (1775–1829)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kamma Rahbek
187
Irog sin Kres mere snæver og fast, knyttede sig til
nogle faa ned den hedeste Ømhed. Hist megen Ild, men
ikke megen .lamme., et rent og hyppigt opblussende
Lys, der stænkede hiister til alle Sider. Her en Sjæl,
gennem hvilken Lidenskaben det mindste én Gang havde
lynet, og som efterhaanden vandt forsagelsens Ro
og den Modenhed, som en bevæget Skæbne iver. Den
sidste har erhvervet sig sin -ærefulde Plads i
Litera-Liren. Den første har vi alle som En løftet
ud af . Privatlivets Jbemærkethed og lagt et Guldskær
om Hovedet.
Jeg tror ikke, at dette alene har sin Grund i denne
Kvindes nestaaende Fortrin; thi mange udmærkede
Kvinders Liv svinder >ort i det Skjulte; men der gives
Naturer, der besidder saa i egen Aand eller Ynde
eller begge Dele i Forening, at de lige-om tvinger
En til at tillægge dem endnu en Gang saa megen,
fennesker, hvis Karakter indeholder en Opfordring til
at danne ig et forskønnet Billede af dem, Væsener,
overfor hvilke den Ile Bedre medfødte Trang til at
beundre og forgude kommer til Jdbrud og føler sig
tilfredsstillet. Deres Fejl og Mangler til-.yller
Kærligheden i de Røgelseskyer, den spreder. Men
jeg ror paa den anden Side endnu langt mindre, som
det i den eneste Tid er blevet en Vane n t sige det
i mange begavede Lrese, at Kamma Rahbek i Grunden
var en stor Ubetydelighed, t der er blevet drevet
Humbug med hendes Navn, og at der ar en god Del
Affektation i hendes Væsen. Jeg indrømmer., at endes
hele Bakkehus-Jargon nu for os hverken tager sig
synderligt lorsom eller synderligt naturlig ud, og
jeg er tvungen til den ’ilstaaelse, at de Øgenavne,
hun gav, selv om de havde været lere vittige og
træffende, end de er, ikke fortjente, en saa hyppig g
trættende Gentagelse; det er ikke morsomt, bestandig
at høre Baggesen kaldt for Jaggesen, og dét er en
Smule affekteret, be-tandig at kalde Affektation for
Mjøsen. Men der udfordres lige-
o
*j
*-*
.ildt en stor Ubeskedenhed til den Tro, at saa mange
og saa ræsne Dommere skulde have bedømt hende, som
de gjorde, i ’ald hun ikke havde været naturlig og
naiv. Hvem kan for Ivor mene, at saa kritiske Aander
som Poul Møller eller Hei-erg havde kunnet finde sig
fortryllede af noget Paataget eller Ugjort? Det er
jo nemlig ikke Rahbek alene, der kalder hende odhed
og Sandhed og Ømhed i én Person; med en ellers uhørt
Instemmighed mødes alle Samtidiges Udtalelser om
hende; vor oesi besidder en fyldig Krans af Digte
til hendes Ære, og de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
