Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Goethe og Danmark
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
300 Goethe og
Danmark
Politiske. Dog var han langtfra at føle en Borne’s
ærlige, brændende, dumme Had til Goethe, endnu længere
fra at istemme en Menzels Smædeskrig og VredesbrøL
I en Artikel Lyrisk Poesi fra 1857 siger han meget
rigtigt: «Goethe var en Hellener eller Hedning, der
har optaget alt det af Kristendommen, som ikke ved
sværmerisk eller overnaturligt Hang forstyrrede hans
Harmoni.» Han er noget forarget over Goethes Ytring,
at »det Religiøse beror paa den fineste Forveksling
af det Subjektive og det Objektive*, og ikke mindre
over et Ønske, Schiller udtaler for Goethes Nætter,
«og det medens Bonaparte o. s. v.» «V.ed begge», siger
han, «var kommen en særegen Ligegyldighed i tyske
Gemytter, en egoistisk Stræben efter i Nydelse og
Velbehag at sætte sig personlig udenfor det Almene.»
I Almindelighed kan man sige, at den Uvilje, som
Flertallet af de liberale Politikere nærede mod
Heiberg og hans Indflydelse, bevirkede, at den af
Heiberg altid lovpriste Goethe paa en Maade kom til
at staa for dem som Tysklands (kun meget større)
Heiberg. Som saadan blev han bekæmpet af dem, hvor
de udtalte sig imod ham.
Ganske anderledes formede sig den fra Kierkegaard
udgaaende Reaktion mod Goethe. For Kierkegaard med
hans kristelige Patos, hans glødende Lidenskabelighed,
hans etiske Begejstring og hans Overbevisning om, at
Martyriet er enhver sand Aandshelts Lod paa Jorden,
maatte Goethes Livsgerning pg Livsførelse nødvendigvis
være en Forargelse. Ham, hvem det desuden var blevet
et Dogme, at man kun elsker én Gang, og som med saa
ubrødelig Troskab, om end kun i Erindringen, havde
holdt fast ved sit Livs eneste Elskovstilbøjelighed,
maatte Goethes Forhold til Kvinderne og Kærligheden
være en Anstødssten.
Hans udførligste Opgørelse med Goethe findes som
bekendt i anden Del af Stadier paa Livets Vej i
Assessorens Afhandling om Ægteskabet. Assessoren
gaar strængt og spotsk i Rette med Helten i
Goethes Selvbiografi i Anledning af hans Adfærd
overfor Friederike, Han bebrejder ham især hans
Forklaringsforsøg. Han finder i den Maade, paa
hvilken han bryder, fjerner sig og forsvarer
Fjernelsen, en Hjertekulde overfor Elskoven, en
Svig mod det Etiske og en Satire over ham selv:
«0m nemlig en lille Landsbyskønhed har været saa
uheldig at misforstaa hans Excellence, dersom hun
bliver sig selv tro, saa véd jeg af min Børnelærdom
og véd endnu ikke rettere end at hun avancerer: fra
Idyllen til Tragedien. Dersom derimod hans Excellence
har været saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
