Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Carsten Hauch (1790–1872)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carsten Hauch
371
I Efterskriften til Gzernims Brev hedder det saa:
Da Opvarteren var borte, krøb han, rimeligvis med
stor Anstrengelse og Smerte, hen og greb en ladt
Pistol og skød sig lige ind i Hjertet.
For at have en Ide om hvad Mennesket og Livet er -
siger Taine’s Graindorge - maa man selv være gaaet
til Selvmordets Rand eller Afsindets Tærskel, i det
Mindste én Gang. Hauch havde Betingelsen for at
danne sig en Livsanskuelse. Naar man blandt hans
Oversættelser af tyske Digte ogsaa finder Goethes
fortvivlet-letsindige «Ich håb’ meine Sach’ auf Nichts
gesteilt, juchhe!» vil man maaske i første Øjeblik
undres over, at netop Hauch har følt sig fristet til
at sætte sig ind i dette Digts blandede Stemning og
lade det finde Genlyd i sin Sjæl; men man vil forstaa
det, naar man støder paa Verset:
Jeg vendte mit Sind og i Kampen drog,
Hurra!
Vi strede med Kækhed og Fjenden slog,
Hurra!
Vi fulgte ham efter, jeg var ei sen.
Da knalded et Skud bag Skovens Gren,
Og ak! jeg misted mit Ben.
Kun saaledes - saa aldeles upersonligt, med en saa
rørende Blidhed røber i Hauchs Frembringelser denne
Begivenhed sig. Hans Stolthed, hans Æresbegreb var
af den Art, at det vilde have været ham umuligt
paa Byrons Vis at drage den frem, at gøre den
til Midtpunkt for en Digtning. I The deformed
trans-formed træder den bitre og anklagende engelske
Digter ligesom selv op paa Scenen med sin Klumpfod og
giver sin Saarede Forfængelighed Lindring og Næring
ved netop at blotte sin Vanførhed; Hauch følte sig,
da han paa lignende Maade var bleven mærket, ikke
som den forurettede, men som den sorgfulde. Til det
opblussende, fremfusende Begejstringens Mod, der var
det første oprindelige og bekræftende Grundtræk hos
ham, traadte nu det andet, det erhvervede og nægtende
Grundtræk: Forsagelsen.
Saaledes formedes Karaktersiden af hans Væsen.
Skulde man tro det muligt? Paa den Tid, da Hauch
kæmpede sine haardeste Kampe for en beskeden,
men agtet Plads i Literaturen, og kæmpede paa den
smukkeste Maade med den ene gode og værdifulde Bog
efter den anden, blev endog denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
