Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Carsten Hauch (1790–1872)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
390 Carsten
Hauch
Digter staar, forsaavidt den har Værd, for ham som
noget Hinsidigt. I sin Betragtning af Poesien som
overalt begynder han med Fejden mod Øjeblikket og
dem, der arbejder for det (Lyriske Digte og Romancer
S. 41):
Thi har Du et overfladisk Talent og forstaar at
lege med Skallen Endskønt Du mangler den høje Natur,
det Blik, der skuer i Dybet Og skont i din Røst den
Malm ej klinger, der trænger til Hjertet og Sjælen,
Da vinder Du Ticlens Bifald let, naar betale Du vil,
hvad det koster.
Af Kærlighed til Nøddens Kærne kommer Hauch bestandig
til at ringeagte dens Skal, der dog er saa meget mere
æstetisk end Kærnen. Og da han i det forøvrigt saa
dejlige Digt Bekendelse (Lyr. Digte, 2. Udg. S. 289)
vil antyde sin egen Plads som Digter, nøjes han
ikke med at betegne sit Værk som noget blivende,
han trøster sig for den Miskendelse og Ligegyldighed
han har udstaaet, med disse næsten ubegribelig stolte
Ord:
Og tidt saa jeg den høje Lyra
Og den himmelske Svane
Blinke med dobbelt Glans
I den mørke Høstnat,
Da aned jeg. at der gives Tanker, der
Stjernerne lig,
Ikke lyse paa Jorden, men over den.
Her har vi Prikken over i’et. Her er den sidste
logiske Følge af den egentlig romantiske Tankegang,
saaledes som den maatte føres til Ende med den
ejendommelige Tillæmpelse, den modtog af en Aand som
Hauchs.
V
Jeg vil først fremhæve, hvad der hos Hauch maatte
styrke og befæste denne Tankerække og det Ideliv,
som leves i den, saa hvad der til Digterens Bedste
maatte trodse og modvirke den.
Styrke denne Retning mod det Hinsidige - maatte først
hans nysnævnte overvejende Modtagelighed og Sans for
det Ophøjedes Poesi, en Modtagelighed, til hvilken
svarede en, om Schiller mindende, næsten fuldstændig
Mangel paa Evne til komisk Frembringen, dernæst det
sværmeriske Hang til at se alt fra den aandelige Side,
som gjorde, at han bestandig følte sig som en Fremmed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
