Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Carsten Hauch (1790–1872)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
412 Carsten
Hauch
velse med sjælden Kraft og Klarhed. Men Forbryderen
selv er ikke nær saa klar; et Menneske med personligt
Særpræg er han ikke. Hør ham f. Eks. tale med sig
selv, hvor han overvejer sin Forbrydelse:
O Død, hvo skulde tro, det var saa svært Dig ned
at drage paa sin Fjendes Hoved! - Du kommer jo dog
ellers villigt nok, Den evig vandrende, den blege
Maane Medbringer Sygdom jo, saasnart den hænger De
vaade Slør om sine svulne Horn, Og Havet aabner, lig
et graadigt Roydyr, Sit vide Svælg og bliver aldrig
rnæt, Og Jordens Aande vorder ofte Gift, Og tidt,
o Død! Du skrider over Engen Ved Ellepigens Haand i
klamme Taager, Naar Løvet falder i den kolde Høst;
Den blodige Valniu er dit Sovekammer Paa Bulmeurtens
Læber sidder Du Og i den skælbedækte Slanges Mund. Hvi
kan Du aldrig træffe da det Maal, Som jeg Dig viser?-
jeg maa hjælpe Dig, Du blinde Død, og gribe kæk din
Haand. Skønt den er kold og gyselig at røre, Ja jeg
maa styre den, hvis det skal lykkes.
Man er her sikkert nok Vidne til Forbrydelsens Vorden,
men enhver, som ønsker sin Fjende Døden, kunde bruge
slige Ord. Hvilket Træk, hvilken Vending betegner
vel her netop Svend Grathe! Han tænker som Alverden
og taler som Hauch.
Og saaledes overalt. Karaktertegningen er god, men for
vid. Ingensteds føles dette stærkere end hvor Leontine
i En polsk Familie hæver sin Haarpil mod Zeltner,
da han forfølger hende, den Haarpil, hvormed hun har
dræbt en Abe, der engang vilde kaste sig i hendes
Favn. I samme Øjeblik forvandles og udvides Skikkelsen
for en; det er, som saa man Diana selv. Her er altfor
faa personlige Træk til at særpræge Kyskheden.
Sit dybe gribende Udtryk finder Menneskesjælen hos
Hauch da kun i Sang. Naar Agnes i Hamadryaden synger:
Vemod ej min Sjæl forlader, Skønt mit Blik, min
Læbe ler, Jeg staar alt i Aftenrøden, Hvor de Andre
Morgen ser.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
