Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Carsten Hauch (1790–1872)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carsten Hauch
425
merliv af Oehlenschlager, han foredrog, og jeg har
aldrig senere kunnet læse dette Digt igen uden at høre
hans Stemme. Han forklarede os det slet ikke, men den
brændende Begejstring, han fornam for hver Linje deri,
den Anskuelighed, hvormed han saa’ det for sig, som
han læste, lyslevende i Farve og Form, den Ledsagelse
af dyb Følelse, der fulgte med Digtets vekslende
Stemning, gjorde det nyt for En og berigede En med
den fulde Tilegnelse. Jeg hører ham endnu sige:
Men stille! Artemis paa Højen løber. Hvor tryllerisk
hun sig i Skyen svøber! Igennem Skyens Rift og Skovens
Bue Hun ryster vildt sin Fakkels blege Lue.
Hvor følte man ikke, at Hauch med disse to store,
hen imod Vinduet stirrende Øjne saa’ ikke Vinduet,
men Artemis for sig, svøbende sig i Skyen som i en
Kappe, rystende sin Fakkel oppe i Himmelrummet! Og
han fortsatte:
Hvor Natten hisset sortiudsløret sidder, Og lytter
tavs til Nattergalens Kvidder! To Børn hun breder sine
Vinger over, Et lader som det sov, det andet sover.
Det første vaagner snart med Morgenrøden, Det andet
vaagner ej, thi det er Døden.
Der var ved den sidste Linie en saa hjertegribende
Vemod i hans Stemme, at man i disse Par simple Ord
ligesom fornam Alt, hvad et Menneske kan lide ved
den endelige Adskillelse fra dem, det har kær.
Han talte dengang om lyrisk Poesi. Tankeindholdet og
Begrebsbestemmelserne betydede vel ikke meget; men
naar han med en Alvor, som røbede den Indviede, og med
en Begejstring, som rørte stærkere, fordi den udgik
fra en Olding, talte om den ungdommelige Kærligheds
poesifrembringende Evne, om Digterens særegne Gave
til at udtrykke det, som alle andre har paa Hjerte,
men som ingen kan sige uden han, om Poesiens Magt til
gennem en Sang som Marseillaisen at drive Tusinder
af ellers ubetydelige Mennesker til at foretrække
Døden for Trældom og Skam, da blev hans Blik stivt
og lysende som en Seers, det kraftige graa Haar om
den høje fantasirige Pande
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
