Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - J. L. Heiberg (1791–1860)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. L. Heiberg
469
mere end det er. Selv det i og for sig Ikke-Smukke
bliver da smukt ved en kunstnerisk Behandling. Hvem
har f. Eks. ikke glædet sig ved Kuchlers mangfoldige
italienske Smaapiger, der staar med en saa tænksom
og fordybet Mine og stikker deres smaa runde Maver
frem. En lignende Kunstnerglæde har Heiberg havt
af sine halvvoksne unge Piger; selv deres uskønne
Egenskaber har han aflokket en poetisk Side. Den
har tiltalt ham og vundet hans Hjerte, denne
præraffaeliske, allerførste Jomfruelighed, der er
som Mosroseknoppens, naar den endnu næsten er lutter
Mos og man kun sparsomt ser det det Røde kigge frem
derigennem*). Allerede i Psyches Indvielse har han
skildret dens Skønhed, senere dens Uskyld (Marie i
Alferne), dens Anelser, dens Drømme, dens Uro, dens
Hjertebanken. (Emilies Monolog). I Vaudevillen viser
han os tillige dens Ejendommelighed og Snurrighed. Han
bruger istedenfor en Holbergsk Leonard eller en
Moliéresk Ariste den unge halvvoksne Pige som Chorus;
hun har alle dertil ønskelige Egenskaber: hun er naiv
nok til, at Bemærkningen, sagt af hende, ibrbauser og
morer som enhver slaaende Bemærkning i Barnets Mund,
fiffig nok til at gennemskue de ’Voksne, næsvis
nok til at lade sig forlyde dermed, og opvakt nok
til at gøre det vittigt. . Men hun, som udsender de
spidse Pile, er ikke som en gammel, værdig Leonard
skudfri; hun er selv ved sin amfibialske Tilstand
mellem tvende Udviklingstrin og ved den Fordring,
hun gør paa at være voksen, netop lige saa komisk
som hun er vittig. Som hun tilhører en dobbelt Alder,
saaledes ogsaa en dobbelt Verden, en Virkelighedens,
hvor hun i Almindelighed nyder en temmelig blandet
Behandling, og Fantasiens eller Fantasteriets, hvor
hun hersker som Dronning. Saaledes staar hun fuldt
færdig for Vaudevillen, naiv, men tillige pikant,
vittig, men tillige komisk, burlesk, men tillige
romantisk, paa en Gang Genstand for Latter og
for Sympati. Karakterens Elasticitet, dens Omfang
er netop ligesaa stort som Vaudevillens «fra det
Burleske til det Rørende gennem alle mellemliggende
Led af det Naive, det Gratiøse, det Fine o. s. v. >
(Heibergs egen Begrebsbestemmelse.)
Indenfor Vaudevillen bestemmer igen det enkelte Æmne
den enkelte unge Piges Karakter, som Lokalfarven i
et Maleri bestemmes af Billedets hele Farvetone. Idet
saaledes Apnlsnarrene i
’..".) Sml. Kornevaudevillerne og’ Digtene til
Léontine Pay.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
