Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - J. L. Heiberg (1791–1860)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. L. Heiberg
485
Teater, ikke alene fordi ingen af vore
Skuespillerinder kunde spille den (forrige
Frk. Smith var nærmest derved), men fordi den, selv
ypperligt spilt, rimeligvis vilde blive modtaget
med Kulde. Parallelen mellem de to smaa Lystspil er
tydelig, Æblet er som Tobakspiben Symbol; i begge
Tilfælde er det Forbuddet, som frister, og i begge
Tilfælde efter den Forbydendes Hensigt; Skildringen af
Forførelsens mere og mere betagende Magt er i begge
Stykker det sjælelige Hovedpunkt; men med al denne
Overensstemmelse hvilken Forskel!
Galleren indrømmer som Germaneren, at det ikke
saameget er Genstanden som Forbudet, der lokker,
at hvad f. Eks. det unge Hjærte elsker undertiden
snarere er Elskoven end den Elskede selv, og i
Elskoven atter ikke saameget Følelsen som Romanen,
det vil sige Trodsen, Forvovenheden, det Skjultes
Sødme, det Nægtedes Pirring, det Uregelrette, det
Ny; men her er Glæden kun indbildt, hist er den
sand; den nordiskgermanske Pibe «smager vammelt, Fi
donc!> det galliske Æble fremkalder Udraabet «Cela
fait bon!» Omsæt nu et Øjeblik Spøgen til Alvor
og Sindbilledet til Sag, læg disse simple Udbrud
under Forstørrelsesglasset, og man vil forstaa to
modsatte Literatur-gruppers Aand, begribe, hvorfor
Dickens, naar han (som i Copper-field) fortæller en
Forførelseshistorie, lægger hele Eftertrykket paa det
Pligtstridige i den begaaede Handling, viser det Uædle
i det Sindelag, hvoraf den udsprang, dens nedbrydende
og rædsomme Følger, men springer Henrykkelsen og
Rusen over, og hvorfor George Sand, naar hun skildrer
en ulovlig Kærlighed, gør Lidenskaben til sin Helt,
Loven til en Regel og Regelen til en Pedant, som det
er en Nydelse mere at træde paa Nakken.
Det Topferske Lystspil er i og for sig betragtet
trods Heibergs lette Vers en temmelig ringe Bagatel;
den langvarige Mis-forstaaelse, under hvilken
Diebitschhovedet endog maa betegnes med «han», er
haartrukken og i sin plumpe Tvetydighed ufin. Det er
klart, at det i sin Tid ene har været den ypperlige
Udførelse, der gjorde Stykket saa yndet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
