Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - J. L. Heiberg (1791–1860)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. L. Heiberg
509
er dramatisk, er Tragedie, og lignende. Om literær
Kritik af andet end Poesi er ikke Tale. Hvad Poeten
selv angaar, gælder det blot om at bestemme for
hvilken Digtart han har Anlæg. Naar dette er udfundet,
er hans Karakteristik leveret.
Man agte til Sammenligning paa Heibergs kritiske
Forhold til Oehlenschlager. Ingen Tvivl om at han
forstod ham, især i hans Svagheder. Man føler det,
hvor han optræder som satirisk Poet. Det mesterlige
Indhug paa Oehlenschlagers Sokrates i En Sjæl efter
Døden naaer ind til det Menneskelige i Oehlenschlager,
hans bløde, slappe Billighed. Her tegner Heiberg hans
Ejendommelighed udenom det æstetiske Skema. Men hvad
Heiberg som Kritiker gengiver af ham, det er magert,
magert; det er end ikke hans Skelet.
Hvor meget Væsen har man ikke gjort af Heibergs
berømte Bestemmelse af Oehlenschlagers Talent som
lyrisk-episk! Det er Hovedstykket i hans Kritik. Det
er Mesterstykket blandt hans Undersøgelser. Alle
kunde det i sin Tid udenad. Gamle Heibergianere kan
det endnu udenad. Oehlenschlager var lyriskepisk,
ikke Lyriker, ikke Epiker, ikke Dramatiker,
men lyriskepisk! Han var «et umiddelbart Genh,
og det umiddelbare Geni var stort i Romancen og
Balladen. Rigtignok var Goethe ogsaa stor, endnu langt
større deri, og Goethe var intet umiddelbart Geni, men
osv. en Forklaring, der ingen er. Hvor uøvet Heiberg
var i Portrætkunst, ja hvor ringe hans Evne dertil
var, røber sig her paa den mest paafaldende Maade,
naar han forklarer, at det «nærmere at karakterisere»,
hvori Forskellen mellem Goethes og Oehlenschlagers
Romancer bestaar og «hvad der især udgør det
Ejendommelige hos Oehlenschlager som Romancedigter,
er vanskeligt, om ikke umuligt^; dette hedder det,
«er noget saa umiddelbart, at det næsten ikke lader
sig udvikle, noget saa fint, at det næsten undflyr
Kritikens Betragtnings - Næsten! - Tilbage staar da
Bestemmelsen lyrisk-episk. Og Heiberg selv var saa
stolt af dette mageløse Fund, at han, som ellers
aldrig praler, i sit Svar til Wilster roser sig af
at have karakteriseret Oehlenschlager for alle Tider:
Selv jeg har saa stærke Volde Bygget om hans faste
Plads, At jeg tænker, de skal holde; Dine springe
vil som Glas.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
