Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - J. L. Heiberg (1791–1860)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. L. Heiberg
511
at alle Former allerede er historisk fremtraadte? I
Astronomien kan det hænde, at Forskerne sporer:
Her maa være en Stjerne, om vi end ikke har set
den endnu. I Æstetiken forelaa alle Arter af Poesi
i deres Rubriker - rigtignok forskellige i hver
forskellig Æstetik - men Systemet var fuldtalligt,
fuldfærdigt. Det beroede efter den Fortolkning,
som gaves denne Kendsgerning, paa at Historien.var
fuldendt; man skyede ikke denne Forklaring. I det
Væsenlige var der efter den Hegelske Filosofis
Op-staaen ikke mere at gøre; Tilværelsen var
afsluttet og forstaaet. Selvfølgeligt var altsaa
Poesiens Rammer engang for alle fastslaaede. Poesien
selv var ikke blot forstaaet, men forstaaende, i
Slægt med hin sidste Filosfi. Som det i denne var
den tænkende Tanke, der dvælede ved den tænkte,
saaledes var Poesien sysselsat med Poesi. Saavel
Filosofi som Poesi var uendelige Magter, der bed
sig selv i Halen. Poesien handlede ikke om det Liv,
der tumlede sig uden om Poeten, knap om det virkelige
Liv, der rørte sig i ham selv - alt dette Stoflige
stod paa Endelighedens Standpunkt. Den handlede om
det Poetiske. Og da det Poetiske til sit Ophav har
Poeten, saa handlede denne Poesi fra Aladdin af til
Trubaduren Clotaldo i Fata Morgana, naar Alt kom til
Alt, ligefrem eller middelbart om Digtere. En Ridder
med en Harpe, eller en Sanger med en Luth, det er -
lige ned til vore Dages Ambrosius - ufravigeligt den
sande, den egenlige Helt. Og hvis Poesien gav sig af
med Omverdenen, saa tog den ikke denne ligefrem for
sig, men greb den, som den var kommet til at se ud,
forflygtige! i tidligere poetisk Behandling som Sagn,
som Æventyr, som Folkevise, som Legende (Elverhøj,
Svend Dyrings Hus osv.) og saa byggede den derover.
Denne romantiske Æstetik kaster da først sit Blik
paa Naturen, og vi ser Naturens Skønhed forvansket,
forvrænget: lyriske Lopper, elegiske Vandmænd,
idylliske Sjakaler. Den søger ikke Naturens egen
Skønhed, men en foregiven Poesi, som den lægger ind.
Den kaster saa sit Blik paa Malerkunsten, og langt fra
at lægge Vægt paa, om Maleren er en ægte Kunstner,
endsige paa om han kan male eller ej, forlanger den
af ham blot literære, skinpoetiske Egenskaber; man
skal kunne tænke sig noget ved hans Malerier. Selv den
usleste Altertavle bliver rosværdig, naar der er malt
en Passionsblomst ved Korsets Fod; selv det sletteste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
