Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Henrik Hertz (1798–1870)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Hertz
529
nu Pedalen lidt mere end tilforn. Her findes samme
Danskhed, der med sin nordiske Aand gennemtrænger
Ninon og Advokaten og hans Myndling, og her fornemmes
den samme Finfølelse for det ubesmittede Rene, der
ogsaa tidligere har forædlet det franske Letsind og
Boccaccios naive Usædelighed.» Med disse Ord gav den
gode Mand sig ifærd med Aftensmaden.
Det slette Menneske tog en Appelsin, holdt den i
Vejret og svarede: «Du har Ret i, hvad Du siger;
men man kan ikke paa én Gang se begge Sider af en
Appelsin. Ingen taaler bedre end jeg at høre Hertz’s
Lovsang; jeg vilde aldrig give mig til at dadle
ham uden at have rost ham først. Nu har Du besørget
det for mig, jeg har da frit Sprog. Et Stykke som
dette er et net og smagfuldt Arrangement, men det
er ikke Poesi; thi der er ikke noget Ord deri, som
er grebet ud af Livet; jeg mener revet ud af Hjærtet
paa et Menneske, der føler og lever. Det er et af de
Stykker, der forudsætter alle Følelser bekendte. Men
en Digter tør ikke forudsætte Noget bekendt, ikke
engang fra sine egne tidligere Poesier. Han maa
ikke sige: «I véd jo nok, Børnlille, hvad Skinsyge
er, se her et Eksemplar af en skinsyg!» «Det vilde
være latterligt at fortælle Jer, hvad man forstaar
ved Kærlighed, det springer vi altsaa over, og her
ser I et Par forelskede.» Formegen Ære I Altfor
megen Ære! Vi véd Intet derom, af Digteren vil vi
høre det. Jo mere Ære han viser os paa denne Maade,
des mindre Ære høster han af os. Siger han «I véd»,
svarer vi «Du véd ikke»; men begynder han forfra med
Kærlighedens ABC, med hvad det vil sige, at En og
En er To, kort med hele Børnelærdommen, da begynder
vi at lytte og beundre. Lad Lidenskaben kun stamme
og stave, det er bedre, end at den kan sine Sager
udenad, lad Naiveteten ridse sit Bomærke, det er
bedre end dens Skønskrift og Retskrivning. Intet
af hvad en Digter i et givet Øjeblik forefinder som
givet og gængse, kan han bruge; Glæde og Soi’g: det
er Navne; lad ham lære os, hvad Glæde og Sorg vil
sige; Følelsens Sprog: det er Vedtægt, Overlevering,
Spidsborgeiiighed og Løgn, han maa give den et nyt
Sprog og nye Udtryk. Prosaen er af alt Ukrudt det
frodigste og hurtigst voksende. Hver Gang Digteren vil
arbejde, staar han som i et Krat af stivt literært
Arvegods, goldt som Tjørne, der spærrer Synet og
udsuger Jorden. Før han kan blive en Sædemand, maa
han være en Sapør; før han kan
" G. Brandes: Samlede Skrifter. I.
34
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
