Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indtryk fra Polen - Iagttagelser og Overvejelser - I. Første Indtryk (1885) - IV. Polakker og Franskmænd. Ustadighed, Dilettantisme. Livsglædens febrilske Beskaffenhed. Nationalfølelsens Styrke og Pirrelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tyve Timer, og saa længe Sæson’en varer, ødsles der med Tid
og Kraft.
Livet i Warszawa er en Nervesygdom, sagde en af Byens
forstandigste Mænd til mig, Ingen holder det ret længe ud.
Dette Folk, der har opdaget Planeternes Dans om Solen,
har som bekendt ogsaa opfundet Polonaisen med dens stolte
Højtidelighed og Mazuren (Mazurkaen) med dens Modsætning af
mandlig Kraft og kvindelig Blidhed, og Folket turde være næsten
lige saa stolt af Mazurkaen som af Kopernikus. Mazurkaen er
i Polen ikke den Dans, vi benævner saadan, men en langvarig,
paa en Gang vanskelig og lidenskabelig Nationaldans, i hvilken
Herren og Damen, skønt de danser Haand i Haand, bestandig
udfører forskellige Trin i samme Takt. Det er en virkelig Sorg
for Polakkerne, at den følgestrenge russiske Regering har
forbudt at danse denne Dans i Nationaldragt, og det fjerde eller
femte Spørgsmaal, den Fremmede i Warszawa faar, er dette:
«Har De set vor Nationaldans?» I ethvert andet Land vilde det
højest være det tredivte eller fyrretyvende.
Man danser Karnavalstiden igennem som neppe noget andet Sted.
Ingensteds afholdes rimeligvis saa mange Velgørenhedsballer.
Man danser for Alt, for «de fattige Sypiger», for «de
fattige Studenter» osv. Jeg negter ikke, at mangen Gang, naar
jeg stod og saa paa de Dansende - undertiden var jeg indbudt
til to Baller efter hinanden samme Nat - kunde jeg ikke lade
være at mindes det gamle haarde Mundheld: Slavus saltans!
(Slaveren danser). Men som en ung Pige sagde i Anledning af
en moraliserende Artikel i Prawda: «Hvad vilde det nytte, om
man i Warszawa lod være at danse!»
Dog den Lystighed, hvori man hvirvler, er ikke den
almindelige Livsglædes; den minder snarere om den, som de
Fængslede under Revolutionstiden udfoldede under deres
Uvidenhed om, hvad den næste Dag vilde bringe. Dette Letsind er
ikke almindeligt Letsind, men det, som gerne findes hos dem,
der dagligt trodser Lidelse og Død.
Derfor er man ogsaa til sine Tider alvorligere end ved
lignende Lejligheder i andre Lande. Ved en i al Stilhed afholdt
Festlighed, som Literaturens og Kunstens Repræsentanter gav
mig, og hvor der holdtes en Række Taler paa Fransk og Latin,
Polakkernes gamle Højtidssprog, hændte det, da en Taler sagde
nogle Ord, som særlig bevægede Forsamlingen, at der paa en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
