Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indtryk fra Polen - VI. Polens romantiske Literatur i det nittende Aarhundrede - IV. Mickiewicz og Goethe. Faris og Oden til Ungdommen. Mickiewicz's Ungdom. Mickiewicz og Pusjkin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
«De mener rimeligvis Adam Mickievicz?» siger han. Da David
udbryder: «Netop, netop, det er om ham, jeg vilde tale», faar
han Svaret: «Det er ham, som lige gik ud af Døren». - «Aa
hvor pudsigt! men det er rigtigt. Jeg har hans Billede i en
Slængkappe.»
Det var det bekendte, opstillede Portræt af Mickiewicz,
støttet til Klippen Ajudagh.
David søger nu straks Mickiewicz paa hans Værelse og
finder dette omskiftelige Væsen, der nyligt var mørk og ligegyldig,
hjertelig og munter. Under den livlige Samtale vokser saa -
efter Odyniecs begejstrede Beskrivelse - Adam pludseligt til en
Kæmpe og spruder Gnister som en Vulkan, saa David, helt rørt,
beder om Tilladelse til at udføre hans Portræt som Medaillon.
En følgende Dag formaar han ham til at læse noget af sit Eget
højt for ham i en fransk Prosa-Oversættelse. Mickiewicz læser
det Digt, der sikkert er det ypperste af hans kortere Poesier,
nemlig Faris. Det vigtigste deraf tager sig i Prosa saaledes ud:
Saa glad som Baaden, der støder fra Land og atter føler de klare
Bølger under sig, er jeg, Arabiens Søn, naar jeg fra en Klippeblok lader
min Hest springe ud i Ørkenen. Hestens Hove fordyber sig i Sandet med
en dump Lyd, som naar rødglødende Staal sænkes i Vand. Saa svømmer
den afsted i det golde Sandhav og deler de tørre Bølger med sit Bryst.
Hurtigere, stedse hurtigere! Alt rører dens Hove neppe Sandets Flade.
Videre, Videre! Alt er den borte i en Støvsky.
Den er sort, min Ganger, som en Uvejrssky. En Stjerne glimrer
paa dens Pande. Den breder sin Manke som en Strudsvinge for Vinden,
og dens hvide Fødder skyder Lyn.
Flyv, flyv, min brave Hest med de hvide Hove! I Skove, af Vejen!
I Bjerge, af Vejen!...
Klipperne, Ørkenens Grænsevogtere, vender deres sorte Ansigter imod
den dristige Beduiner, gentager Ekkoet af min Galop og truer mig:
Hvorhen farer det gale Menneske? Hvor han iler hen, er der hverken nogen
Palme med dens grønne Krone eller noget Telt med dets hvide Bryst at
søge Ly hos mod Solens Pile. Dèr sover kun Bjergene, dèr rejser kun
Stjernerne.
Jeg iler, iler. Naar jeg vender Hovedet, ser jeg de skamfulde Klipper
fly og skjule sig den ene bag den anden.
Men en Grib har hørt deres Trusler. Den er dum nok til at tro,
den kan gøre Beduineren til sit Bytte her i Ørkenen, og den slaar ned
gennem Luften imod mig. Tre Gange omsuser den mit Hoved og omgiver
mig som med en sort Krans.
Jeg sporer, raaber den, Lugten af Lig. O gale Rytter! o gale Hest!
Søger Rytteren her Vej? Hesten Næring her? .... Her ligger kun Lig,
her rejser kun Gribbe.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
