Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indtryk fra Polen - VI. Polens romantiske Literatur i det nittende Aarhundrede - IV. Mickiewicz og Goethe. Faris og Oden til Ungdommen. Mickiewicz's Ungdom. Mickiewicz og Pusjkin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
David gav et Sæt i Stolen, hvor han havde siddet og imens
modelleret paa sin Medaljon med en Træspaan, som han havde
revet af et Stykke Brænde, der laa bag Ovnen. «Hvordan er
De falden derpaa?» spurgte han.
«Det kan jeg lide,» svarte Mickiewicz, «dèr ser man
Kunstneren, der vil kende de Betingelser, under hvilke Værket er
opstaaet og maatte opstaa.» Og han fortalte, at han allerede i sin
tidlige Ungdom havde læst nogle østerlandske Digte i fransk
Oversættelse — og saa en Dag i Petersborg, da han gik fra et
muntert Middagsselskab og saa’, det trak op til Uvejr, havde
han faaet fat paa en Droske og sagt til Kusken, at han skulde
skynde sig. Og Kusken lod Hesten løbe alt hvad Remmer og
Tøj kunde holde, og denne Jagen og Raslen, Blæstens Susen,
Tordenens Rullen og mere end alt dette hans Glæde ved at fare
saa hurtigt afsted havde vakt Faris-Stemningen i hans Sind, saa
endnu samme Nat var Digtet færdigt.
Dette Digt er beundringsværdigt ikke blot ved sin storladne
Fantasi men ved sin stormende Ungdomskraft. Der er deri et
Overmod, en Selvtillid, som Digterens første Læsere netop trængte
til for ikke at bukke under. Her er ingen Goethesk
Selvbegrænsning, ingen Schillersk Følelse for Afstanden mellem Ideal
og Virkelighed. Det forguder den uendelige Dristighed.
Og det er i Grunden ganske den samme Stemning, som den,
der kom til Orde i den berømte Ode til Ungdommen, som
Mickiewicz snart derefter fuldendte. Man har kaldt denne Ode hans
første politiske Digt, skønt den i og for sig er ganske upolitisk,
men den blev uden Hensigt fra Digterens Side den polske
Ungdoms Marseillaise. Det hedder heri:
Den, der som Barn allerede dræbte Slanger, han vil som Yngling
kunne kvæle Centaurer, fravriste Underverdenen dens Ofre og vinde sig
Laurbær i Himlen.
Stig saa højt, at intet Blik kan følge! Knæk og nedbryd, hvad
Forstand alene ikke nedbryder! Ungdom! din Flugt er Ørneflugt og din Arm
fører Lynet.
Lad os stille os Arm i Arm, Skulder mod Skulder, og omgive Jorden
med en Kæde, samle vore Tanker til en eneste Flamme og vore Sjæle til
et eneste Arnested! Og saa, du gamle Verden! ud af dit Spor! Vi vil
støde dig, gamle Jord, ud i nye Baner og skrælle dig for din raadne Skal,
saa din Ungdoms Foraar kan blomstre paa dig!
Man begriber, naar man læser denne Lyrik, Odyniec’s glade
Udbrud om Vennen, at i Samtalerne med Goethe var Adams Ord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
