Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indtryk fra Polen - VI. Polens romantiske Literatur i det nittende Aarhundrede - VIII. Pan Tadeusz, Aarhundredets eneste fortællende Digtning. Mickiewicz og Rzewuski. Mickiewicz's Betydning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Indtryk fra Polen
269
Pan Tadeusz, som han i et Brevsted fra December
Maaned betegner som «en landlig Digtning af Herman
og Dorothea’s Art, af hvilken han alt har smurt en
tusind Vers sammen.» Det var ham, mens han skrev, som
var han henflyttet til Litauen. Februar 1834 slutter
han Digtet, som han iøvrigt omtaler henkastende, med
en vis Ringeagt som «en Narrestreg* i Modsætning til
Dziady, som han vil fortsætte for deraf at gøre sit
«eneste læseværdige Arbejd». Mærkværdigt nok dømte
den almindelige Stemme hurtigt langt rigtigere end
Digteren selv herom. Han forstod ikke selv at vurdere
sit Held: at møde et saa uberørt Stof, en oprindelig
Natur, hvis Poesi han med levende Indbildningskraft
kunde gengive, og et ejendommeligt, af Vedtægter
ordnet Anarki med de Enkeltes ubændige Frihed, der
stod i saa stærk en Strid med de andre europæiske
Samfunds politimæssigt sikrede Ensformighed.
Og idet han nu ikke som Rzewuski blot var en
talentfuld Fortæller, der i skødesløs, brudstykkeagtig
Prosa fremstillede en forgangen Tid, men nedlagde
sine Erindringer, Iagttagelser, Drømmesyner og
Forhaabninger i en Form af henrivende Melodi, saa at
ingen Stavelse kunde borttages af nogen Linje, uden at
Savnet føltes, udrustede han dette sit Hovedværk med
en saadan Modstandskraft gennem Tiderne, at det vil
komme til sene Slægter i Polen som den store Diamant
i den nationale Arv, hvis Tilslibning gør dens Værdi
uberegnelig, og paa hvis haarde Legem Intet har kunnet
bide.
Det er meget betegnende, at Mickiewicz’s Samtidige ved
Pan Tadeusz særligt havde Øje for Fortidsskildringen
deri. Man slog Digtet sammen med Soplicas Erindringer,
og saaledes blev i den nærmest følgende Tid af alle
den polske Romantiks Elementer ét det fremherskende,
som fra Begyndelsen af ikke havde været virksomt,
nemlig det gammeladelige Element. I Pan Tadeiizs’s
Spor voxede gammeladelige Digtninge og Romaner op,
saa Slowacki endog - i Agamemnons Gravmæle - maatte
advare mod denne evindelige Fortidsgift, denne
brændende Nessusskjorte, som det nye Polen bar,
den gamle Szlachta’s røde Kontusz og gyldne Bælte.
Nu begriber vi neppe, at det var det i Pan Tadeusz,
der kunde minde om Walter Scott, det Fortidige
deri, som omkring 1840 forekom Slægten at være det
i det enestaaende Digterværk, som det skyldte sin
Virkning. Nutildags ligger det klart for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
