Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indtryk fra Polen - VI. Polens romantiske Literatur i det nittende Aarhundrede - VIII. Pan Tadeusz, Aarhundredets eneste fortællende Digtning. Mickiewicz og Rzewuski. Mickiewicz's Betydning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
272 Indtryk fra
Polen
naaer det, at staa op som én Mand for at virkeliggøre
sit Ideal. Det blinde Had fra de tidligere Digtninge
er her forsvundet. Plut, den fødte Polak, beskæmmes
og ryddes uden Naade af Vejen som Overløber. Derimod
Russeren Rykov er en brav og skikkelig Fyr, lidt
tilbøjelig til at drikke - som Polakkerne selv -
men ubestikkelig og godmodig.
Alt i Alt er Skildringen af de enkelte Mennesker slet
ikke Hovedsagen her. Hovedæmnet er den brede Skildring
af Naturlivet og af Menneskelivet som bestemt ved
denne Natur.
Der forekommer under Beskrivelsen af Bjørnejagten et
Sted, hvor Egnens Wojski (en Hæderstitel, Tribun),
da Bjørnen er fældet, paa sit Horn spiller en
Hallali-Fanfare over den dræbte-Bamse. Det lyder
omtrent:
Dér greb vor Wojski sit Horn, det fast ved Bæltet
bundne, sit Bøffelhorn, det lange, i talrige Snoninger
vundne, en Boa ligt - til Munden det fører med
begge Hænder. Hans Kind staar spændt som et Græskar,
blodskudt hans Øje brænder-Nu sænker han Øjelaaget,
trykker saa Bugen ind og suger ind i sit Bryst af al
Magt Vejr og Vind og blæser. - Ret som et Stormpust
hvirvler Klangen afsted, ind i den dybe Tykning,
hvor Ekko gøgler dermed. Da Skytterne stumme undres.
Klapperne rent fortrylle de stærke Toners Velklang,
Renhed, Kraft og Fylde. Al Kunst, der fordum vandt
ham Hæder, nu som Gamling udfolder han end én Gang i
sine Skytters Forsamling. Han vækker Egene, fylder al
Skoven rundt omkring, Som vilde en Jagt han begynde,
som glammede Hundenes Ring. Thi det uår Jagten, malt
i Toner, stærke, klare. Først skingrer det lydt vidt
ud - Morgensignalets Fanfare, saa klynke stønnende
Hyl, Hundekoblernes Lyde, saa tordner det nu og da,
det er Bøssernes Drøn, naar de skyde.
Her standsed han, sænked dog ikke Hornet, Tonerne
henklang. De tro’de, han spilte endnu, saa var det
Ekkoets Genklang.
Han blæste paany, og Hornet tyktes fortryllet,
forvandlet.
Snart grovt, snart fint, alt eftersom Wojskiens Mund
det behandledL
Han eftergør Dyrenes Røster. Ret som et Ulvegab
hyler nu Hornet saa stygt, at man ræddes for Ulvens
Flab.
Til Bjørnesvælg det sig vider og lydt som Bamsen
brøler,
Uroksens Brøl med Et man Luften fyldende føler.
Her standsed han, sænked dog ikke Hornet, Tonerne
henklang, de tro’de, han spilte endnu, saa var det
Ekkoets Genklang.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
