Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indtryk fra Rusland - Literære Indtryk - III. Pusjkin. Poesiens Frigørelse. Hans Levned og Digtning. Pusjkin og Byron. — Lermontov. Hans Liv og Karakter. Hans Digtning og Pusjkins
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
468 Indtryk fra
Rusland
Pusjkin havde forsøgt sig i at anslaa de gamle
Byliners Tone, dog kun i rent æventyrlige
Poesier. Lermontov genfødte de historiske og
heroiske Etyliners Foredrag i et yndefuldt lille
Epos, holdt i den strengeste Stil, hvori hele
Tidsaanden fra Ivan den Tredjes Tid lever, udtrykt
i ren Troskyldighed. Hvilken Kunstner han var, denne
Dæmon i Menneskeskikkelse, der sorn Dreng var Mand og
der døde som Yngling efter at have frembragt Værker
af uforgængelig Betydning!
Og samtidigt skriver han den Vrimmel af korte lyriske
Digte, i hvilke hans stolte Sjæl uden Omsvøb lægger
sin Ubøjelighed for Dagen. Pusjkin kunde give efter,
lade sig vinde, tinge med sin Overbevisning, blive
Brutalitets-Patriot - aldrig han! Hans Venner skuffede
og forraadte ham. Han forblev trofast i Venskab. Andre
forligte sig med, hvad de havde hadet. Han forblev
trofast mod sig selv i sit Had. Hans indre Væsens
Storhed og Højhed udsatte ham bestandigt paany for
Fald. Han vedblev at føle stort og tænke frit. Han var
omgivet af Spioner, mistænkt, naar han tav, prisgivet,
naar han talte, forkætret, bag-vasket, forhadt,
forladt. Han var altid langt større og stærkere end
sin Skæbne. Aldrig har han bøjet Knæ for Baal.
De skældte ham for daarlig Patriot. Han svarede:
«Vel elsker jeg mit Fædreland, men for Barbari kan
jeg ingen Begejstring føle. Jeg holder ikke af det
Ry, der købes med Blod, ikke af den stolte Tillid,
der støtter sig til Bajonetterne, heller ikke af
Oldtidshæderens Glorie* (Digtet Mit Fædreland), Og
lignende Udbrud af Ringeagt og Afsky for blodig Hæder
slutter det mesterlige Slagmaleri Valerik. Pusjkin
tager sig vedtægtsret ud i Sammenligning!
Lermontovs inderste Stemningsliv ligger aabent for
Dagen i Samlingen Smaa Indfald og Udfald: De har
pint ham, fordi han vovede at tænke, stenet ham,
fordi han vovede at tale; de kunde intet svare,
deraf det hele Raseri. Men han misunder dem ikke
deres Ordener, ikke heller den Rygsmidighed, ved
hvilken de blev vundne. Alt har de ranet ham, kun
ikke hans Stolthed og hans Mod. Han har glødet for
det Skønne, fægtet for det Sande; det syntes de Andre
slet og farligt. Nu, da Friheden er ham berøvet, har
langvarig ensom Betragtning forvandlet hans Had til
grænseløs Foragt. Han véd, at en eneste Bøn om Naade,
et eneste angrende Ord, vilde aabne ham alle Stier,
men heller synker han sammen i sine Lænker end han
siger det ene løgn-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>