Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Russisk - Maxim Gorki
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
614 Maxim
Gorki
Men hun gaar aldeles ikke ind paa hans Tankegang. Hun
indrømmer ikke, at Lighed er ønskelig mellem
Mennesker, heller ikke, at Livet er en Kamp Tvertimod,
siger hun naivt, Menneskene lever i Regelen ganske
fredeligt. - At det almindelige Bedste skal bero
paa Lighed, begriber hun ikke. Faderen er Oberst;
en menig Bonde kan ikke være hans Ligemand. -
Hun fatter heller ikke, hvad Docenten mener med sin
Præken Retfærdighed. «Jeg behøver ingen Retfærdighed,>
udbryder hun i sin ungdommelige Kraftfølelse, «og hvis
jeg engang faar Brug for den, skal jeg nok skaffe
mig den selv. Gaa dog ikke og gør Dem Bekymringer
for alle Mennesker!» Siden, da et Uvejr tvinger
ham til at overnatte paa hendes Faders Gaard, «hvis
det da ikke volder Besværg udbryder hun forundret:
«Sikken et Menneske det er! Altid er han bange for at
besvære Nogen eller være uretfærdig] Gud i Himlen,
hvor kedsommeligt Deres Liv maa være, altid Bidsel
mellem Tænderne! Efter min Mening skulde De bære Dem
saadan ad: Vil De falde nogen besværlig, saa fald
ham i Guds Navn besværlig, og vil De være uretfærdig,
saa vær det!»
Med sin uslebne Forstand, sin elementære Oprindelighed
og sin sanseforvirrende Skønhed virker hun saaledes
paa den modstræbende Pedant, at han et Par Gange
kommer til ufrivilligt at røbe den Lidenskab, han
bekæmper hos sig og maa søge at dække over Udbruddet,
Dette særligt er ganske mesterligt følt og skildret af
Gorki. Han har tilfulde kendt, at man i Lidenskabens
Øjeblik kan komme til at sige Ting, som forbauser
En selv, og hvorved man afslører sig mindre for den
Tiltalte end for sit eget undrende Jeg.
Med overordenlig Kunst svarer her i Novellen til dette
Par et andet, som staar i beslægtet Modsætningsforhold
til hinanden; det dannes af Docentens kolde, altfor
kloge og praktiske Søster og en ung idealistisk
Sværmer, en Page fra Middelalderen, i hvem hun er
forelsket, og som tilbeder hende. Den hele Komposition
ender kunstnerisk og dristigt med en Mislyd, idet
Docenten overvældes af sanselig Lidenskab,, da han
en Morgen tidlig kommer til at se Varenka bade sig i
Floden og haandfast straffes derfor af den opbragte,
unge Skønhed.
En Del af den Tiltrækning, Gorki udøver, beror uden
Tvivl paa, at hans Stofverden er os saa ny. Men den
umaadelige Genlyd, som alt det giver, der henvendes
til et opvaagnende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
