Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Europa og Asien - Italien - Italien omkring 20. September 1870
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Italien omkring 20. Septbr. 1870
11
Florents, den 17de September. Jeg gjorde Rejsen fra 4
Morgen til l Eftermiddag med en ung italiensk Kaptejn
ved Navn Bar-tolomeo Sassi. Han var Stabsofficer
og udtalte sagkyndige Domme om Slagene. Han havde
i sproglig Henseende kun faaet den usle, italienske
Opdragelse, men stræbte af alle Kræfter at lære sig
Tysk og Engelsk. Hans Beundring for Moltkes Geni
kendte ingen Grænser. Han tog paa ægte Italiensk
sin Hat af, naar han nævnte hans Navn, og fremhævede
til Sammenligning, hvor elendigt Slagene baade ved
Magenta og ved Soiferino var blevne kommanderede. De
blev jo kun vundne, fordi Østerrigerne med endnu
slettere Generaler begik endnu flere Fejl. Paa alle
Stationer saa vi Tropper. Om otte Dage har Italien
400,000 Mand under Vaaben. Alle Italienere tror,
at Rom falder om et Par Dage.
Florents, den 21de September. Igaar, da jeg traadte
ud af Uffizierne, saa jeg en stor Bevægelse
paa Gaden. Bag Drenge, der løb med Aviser,
kom et langt Tog. Nogle bar den rød-hvid-grønne
Fane. De simple Folk ytrede deres Glæde ved at
klappe i Hænderne. Den store Nyhed var der; Rom
var Italiens erobrede Ejendom. En Bande løb hen
til Carnpanilen. Jeg fulgte efter dem og gik efter
dem op i Taarnet. De slog Døren op, hang sig i 7,
8 Klokkestrenge paa én Gang, og snart genlød Byen af
Klokkernes Kimen. Det var ganske bevægeligt, da det
ene Hus efter det andet stak sin Fane ud, indtil hele
Byen stod i trefarvet Pragt. Saa er da Italienerne
komne ind gennem et Murbrud ved Porta Pia. Stor
var Bedriften ikke overfor de faa pavelige Tropper,
men dog er denne Begivenhed stor som Symbol. Jeg fik
Taarer i Øjnene ved Tanken om den Sejr, menneskelig
Frihed her har vundet. I Dag kom Dall* Ongaro (den
fortræffelige gamle Digter og Garibaldi-Officer)
og besøgte mig. Han er den ivrigste Republikaner,
jeg endnu har truffet; staar i stadig Forbindelse
med den nye Regering i Paris, men ligefuldt er
han som alle Italienere aldeles tyskvenlig. Atter
og atter kom han tilbage til den Forbrydelse,
Franskmændene havde begaaet ved Besættelsen af Rom,
og gruopvækkende var de Skildringer, han gav, af
Præstestyrets Undertrykkelser, smaalige Spionsyge og
Forfølgelseslyst. Nu kryber Præstevælden dernede i
Støvet, Slangens Hoved er ramt. Udvortes Magt faar
Gejstligheden i Rom ikke mere. Det er nu Norden
alene forbeholdt at være Præste-Asyl. Jeg mindedes
Snoilskys Vers:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
