Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Europa og Asien - Frankrig - I. Indtryk fra Paris
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
154 Indtryk
fra Paris
Dansk Natur synes de Danske i Reglen smilende, blød,
venlig, indsmigrende: «Der er et yndigt Land». Vore
Vande skildres enten som krusede eller spejlglatte
eller vredt opbrusende, aldrig som ufølsomme. Naturen
er i vor Kunst overhovedet aldrig ligegyldig. For
Leconte de Lisle, der som Digter skyr al Følsomhed,
er Naturen, omtrent som hans Ideal af et Mandshjerte,
altid rolig og mægtig, men ligegyldig for Menneskets
Ve og Vei.
Han overfører i Grunden selve sit tropiske Ideal
paa Nor-mandiets Natur. Saaledes i det berømte Digt
om Sommerheden: «Middag, Somrenes Konge, breder sig
over Sletten og falder i Sølvstrømme fra den blaa
Himmel. Alt tier. Luften flammer og brænder uden
Aandedrag. Jorden er slumret ind i sin Ildkjole.»
Solens Flamme er for ham «ubønhørlig», og Digteren
vender tilbage fra Skuet af dette Landskab «med
Hjertet syvfold hærdet i det guddommelige Intet. >
Imidlertid var under Kejserdømmet en Retning
dukket op, der kaldte sig Virkelighedstroskab. Den
fremtræder i Malerkunsten først hos Courbet, der er
stor som Landskabsmaler, uskøn og ringe Kolorist
som Genremaler. Besynderligt nok opfattedes i sin
Tid hans Genremalerier paa Grund af Æmnernes Art
som socialistisk Maleri. Han lader sig nogenlunde
jævnføre med Eugéne Sue, der i sine Romaner er
Virkelighedsgengiver og Socialist som han; kun at
Courbet som Kunstner er simplere og større, Sue
opfindsommere som Fortæller.
Den virkelighedstro Aandsretning bemægtiger sig
den franske Roman med Balzac og Flaubert, Teatret
med den yngre Dumas og Emile Augier. Dens første
fremragende Mester i Malerkunsten efter Courbet
er Edouard Manet. Courbets Begavelse var drøj og
firskaaren, han glædede sig over det Saftrige, over
Livets Safter i Kødet og i Jordbunden. Manets Talent
var helt anderledes artet, tørt og bestemt. Han søgte
at mane Lyset ind i sine Billeder, han saa Naturen
lysere eller mere lysende end man før ham havde gjort
og saa ikke den enkelte Genstand efter i Sømmene, men
saa den massevis eller pletvis som et Hele af fint
og rigtigt mod hinanden afvejede Farvepletter. Han
indvier den kommende Impressionisme. Naturgengivelsen,
der hos ham endnu er noget haard og tør, bliver hos
Monet og de andre senere Impressionister, der opløser
Farverne og overlader det til Øjet at samle dem,
mere og mere fuldendt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
