Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Europa og Asien - Belgien - I. Rubens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
204
Rubens
Forskellighed mellem den majestætiske Juno’s,
den strenge Mi-nerva’s og den henrivende Venus’s
Skikkelser. Rubens har ikke denne Sorg. Han tager
sin sædvanlige store, prægtige, nøgne, flamske Kvinde
og maler hende fra tre Sider; set fra R}Tggen hedder
hun Juno, fra Siden Minerva, forfra er hun Venus. Ja,
hans Dommedagsbilleder - hvis Messias snart som Barn
udstrækker Haanden med den frejdige Sejerherreglæde,
der er saa underordnet og saa modsat Udtrykket hos
den sixtinske Madonnas Barn, snart som fuldvoksen
Atlet troner i sit Velbefindende som Verdensdommer -
endog disse Billeder er trods al den Fantasi, hvorom
de vidner, kun Paaskud til at male den ene og samme
yppige Kvindeskikkelse, snart faldende som fordømt,
snart stigende som frelst og salig.
En af de mange store Uligheder mellem Fortidens
Kunst og vore Dages beror paa Forholdet til Æmnet;
i vore Dage har Æmnet for Kunstneren en selvstændig
Betydning og Interesse; han underordner sig det; paa
Renæssancetiden saa han deri et Paaskud til at udfolde
sin personlige Ejendommelighed, røbe hvad han foretrak
og kunde. Intet er Renæssancen fjernere end Alma
Tademas lærde Fordybelse i en svunden Tid; arkæologisk
Nøjagtighed kender den ikke. Derpaa beror det for
den moderne Lægmand Overraskende: Uoverensstemmelsen
mellem Æmnet og Behandlingsmaaden. Thi Æmnerne bliver,
medens Udviklingen foregaar. Den bodfærdige Magdalene
bliver i Tidens Løb fra den angrende Synderinde
til den bedaarende Kurtisane. En kristelig sindet
Tid afløses af en hedensk sindet; men de bibelske
Æmner og de engang vedtagne Legender vedbliver
at males - kun nu paa hedensk Vis. Denne Malernes
Ligegyldighed for Æmnet er Aarsag til, at næsten
Alt, hvad der L Begyndelsen og Midten af det 19de
Aarhundrede er skrevet om «det hellige Maleri»,
fra et æstetisk Synspunkt er rent skudt forbi. Den
moderne Maler stræber at trænge ind i sin Genstand,
forhandler med den og tilsætter kun altfor tit sin
svage Ejendommelighed under Forhandlingen. Den gamle
Mester behandler Genstanden hensynsløst, som et Organ
for hans Idé.
Den sande Kunstners afgørende Egenskab er den, at han
ved sin Kunsts Midler udirykker sit Livsideal. Hos
den mindre Aand er dette Skønhedsideal snevert
og begrænset, ikke en Opfattelse, men en enkelt
Skikkelse. Han definerer ikke i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
