Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Europa og Asien - Palæstina - III. Salmerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Salmerne
415
nærmeste Omgivelser Ethan hørte (se l Krønik. 6
og 15 Kap.), som om en Mand fra længst
forgangen Tid. Der staar: Dengang o: fordum
talte du l et Syn til dine Kære og sagde Jeg har
fundet David, min Tjener.
Salme 51 tillægges David i Anledning af Nathans
Fordømmelse af Forholdet til Bathseba. Paaskriften
er øjensynlig bleven foraarsaget ved den Ruelse,
der er Digtets Hovedindhold. Men det slutter med en
Bøn til Herren om at genopbygge Jerusalems Mure, og
røber saaledes, hvis disse Vers ikke er et sildigt
Paahæng, at dets Affattelsestid ligger mere end fem
Aarhundreder senere end Davids Tidsalder.
Salme 60 skal David have skrevet, da han kæmpede
med Mesopotamiere og Syrere fra Zoba og da Joab slog
12,000 Edo-miter ihjel i Saltdalen, med andre Ord,
Digtet skal stamme fra en Tid, da Israel gik fra Sejr
til Sejr - og saa handler det kun om Sorg og Suk,
om Nederlag og Forskudthed af Herren. Ingensteds
overhovedet, hvor der i Overskrifterne nævnes
Begivenheder af Davids Liv, findes i Salmerne ringeste
Hentydning dertil. Og hvor der i Salmerne tales om
Templet, om Guds Ophold paa Sion, om en Gudsdyrkelse,
der har sit Sæde i Jerusalem, er det selvfølgelig
endnu mere umuligt at tænke paa Davids Tid; Sligt
omtales imidlertid stadigt. At endelig de Salmer,
der drejer sig om Landflygtighedens Tidsalder, endog
som forbigangen, ikke kan stamme fra David eller hans
Tidehverv, er ikke mindre en Selvfølge.
Af den Art er den berømte 137te Salme:
Ved Babylons Floder
sad vi og græd,
naar vi mindedes Sion.
Paa Piletræernes Grene
hængte vi vore Lyrer;
thi de, som holdt os fangne, bød os synge,
og de, som fik os til at jamre, bod os være glade:
Syng os en Sang af Sions Sange!
Hvorledes skulde vi kunne synge Jahve’s Sang
i det fremmede Land!
Hvis jeg glemmer dig, Jerusalem!
gid da min højre Haand maa glemme mig.
Gid min Tunge klæbe, ved min Gane,
hvis jeg ophører at komme dig i Hu,
hvis jeg ikke sætter Jerusalem
over min højeste Glæde!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
