Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Europa og Asien - Palæstina - IV. Kohélet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
426
Kohélet
«Enden paa Ordet, naar Alt er hørt: Frygt Gud og hold
hans Bud, thi det er hele Mennesket. Enhver Gerning
vil Gud bringe for Dommen, alt Skjult og alt Kendt,
det være godt eller ondt.» -
Teksten i Kohélet er stærkt fordærvet, og Sproget,
som ligger det rene Hebraisk fjernt, er paa mange
Punkter uigennemsigtigt for de Lærde. Men saa usikre
Enkeltheder kan være, saa klar er Bogens Grundtanke.
Det er den, som allerede er udtrykt i dens første
Ord: «Forfængeligheders Forfængelighed! sagde
Kohélet. Forfængeligheders Forfængelighed! Alt
er forfængeligt.» Udtrykket Forfængeligheders
Forfængelighed er den ordrette Oversættelse. Det
hebraiske Sprog betegner ved denne Form Superlativet:
Den højeste Forfængelighed.
Der er i dette Skrift saa lidt som i noget andet
fra den israelitiske Oldtid virkelig Komposition; de
enkelte Afsnit kunde paa mange Steder ombyttes; der
er ingen Plan, ingen Stigen fra en simpel Begyndelse
til en rigere, stærkere eller sammenfattende
Slutning. Ethvert af de korte Afsnit indeholder
en eller anden Oplevelse, Iagttagelse, Erfaring
eller Overvejelse, som almindeliggøres og bringes i
Fyndsprogets Form, og dette Fyndsprog gaar bestandig
ud paa al Tings Tomhed, ja Intethed.
Kohélet begynder med at forkynde den evige
Gentagelse. Der finder ingen Forandring, derfor endnu
mindre noget Fremskridt Sted. Solen gaar uafladeligt
op og ned, Slægt fødes uafladeligt efter Slægt; det
er evigt det Samme og Gammelkendte. Fortiden var ikke
værre end Nutiden, Fremtiden vil ikke blive bedre, vil
overhovedet ikke bringe noget Nyt. Menneskets Evner
har Grænser, udover hvilke det aldrig naaer. Dets
Skæbne bevæger sig stedse i samme Ring. Derfor er
ingen Forbedring af de jordiske Forhold og ingen
Afhjælpning af Jordelivets Ulemper og Onder mulig. De
Love, der styrer Menneskelivet, er saa faste som de,
der styrer Naturen, og fremvirker samme Ensformighed:
«Hvad Fordel har Mennesket af al sin Møje, som det
gør sig under Solen! En Slægt gaar. en anden Slægt
kommer, og Jorden bliver stadig paa sit Sted. Solen
staar op og Solen gaar ned; den vender hurtigt tilbage
til sit Sted, og der staar den op paany; den gaar
Sønden paa og vender sig mod Nord. Uophørligt vender
og drejer Vinden for stadigt at vende tilbage til
sit Kresiøb. Alle Floder løber ud i Havet, og Havet
bliver ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
