Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tanker om Liv og Kunst - Begrebet: Den tragiske Skæbne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Begrebet: den tragiske Skæbne
63
barth og Signe, endelig om de talrige Martyrdramer,
f. Eks. Cor-neilles Polyencte, Galderens El principe
constante og El magico prodigioso’j sammenlign ogsaa
Jennaros Situation i Gozzis: II corvo.
Er det saaledes bemærket, at Læren ikke vilde
mangle saa-danne endog udmærkede poetiske Værker,
om hvilke den enten uden Tvang eller ved et næsten
umærkeligt Tryk kunde komme til at sidde, som var
den støbt omkring dem, kommer Spørgsmaalet frem om
Bevæggrundene til at man har dannet den. Der kan
tænkes forskellige. Af Frygt for paa dette Punkt
at være vidtløftig, vil jeg blot henpege paa hvad
Schiller, der iøvrigt ikke (teoretisk) hyldede denne
Lære, i sin Afhandling Om den. tragiske Kunst har
fremsat om, at Medlidenheden svækkes, naar Helten
selv er Skyld i sin Ulykke, der derfor hellere bør
hidføres ved Omstændighedernes Magt, og vil blot minde
om, hvorledes den til Romantikernes Poesi svarende
kritiske Retning havde en Tilbøjelighed til at opfatte
Kampen i det Tragiske som en Kamp imellem Poesi og
Prosa, en Anskuelse, der fandt sit Udtryk i Weisses,
Romantiken iøvrigt overskuende, Æstetik ved den
Lære, at det Tragiske ikke holder os Verdensskæbnen,
men selve det Skønnes Skæbne, Poesiens egen Skæbne
for Øje, og som f. Eks. anvendtes paa Shakespeares
Romeo og Julie - for at nævne et Digterværk, der har
været giort til Genstand for meget forskelligartede
Opfattelser - af Schlegel, Horn og Fru Jameson.
Ligeoverfor den antike Tragedie forsvares denne
Anskuelse af Gruppe, der ikke er kommen til den ud
fra nogen almen Betragtning, men, som han mener,
ved Slutninger fra de enkelte Tilfælde, i hans i
mange Henseender dygtige Værk: Ariadne. Det vilde
endelig være let at forstaa, om denne Anskuelse
ogsaa i vore Dage vikle gøre sig gældende ud fra en
filosofisk Bestræbelse i vor Tid (de Kierkegaardske
Pseudonymers), der med megen Kraft har sondret
mellem det Æstetiske og det Etisk-Reiigiøse
og henvist Poesien til «Umiddelbarhedens*
Egne. Forsagelsens Talsmand kunde hævde, at
Overflyttelsen i Fantasiverdenen gør enhver etisk
Maalestok uanvendelig, idet hvad der besjæler Helten
altid er noget rent umiddelbart og Poesien overhovedet
aldrig kan fremstille noget højere Sjæleliv end det
umiddelbare. Hvis den troskyldigt af Helten kræver
Drab, Selvmord, overhovedet «Ubekymrethed om sig
selv*, medens Etiken begynder med «Bekymretheden»,
maa det synes meningsløst, om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
