Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tanker om Liv og Kunst - Begrebet: Den tragiske Skæbne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Begrebet: den tragiske Skæbne
83
Hvad Skyld har vi begaaet for at fortjene Livet? Har
Kaos bedt dig om det? Hvad eller har du givet os
Liv, skønt Ingen bad?
Moii vi, Tilfældighed! fra dine Luner stammer, eller,
grusomme Gud! behøved du vor Jammer for ret at være
glad?
Man sammenligne Milton: Det tabte Paradis, 10de Sang
omtrent 768 ff., eller Rousseaus Udtryk: «Min Fødsel
var den første af mine Ulykker*, eller Didiers Udraab
i Victor Hugos Marion de Lorme: «Hvad havde jeg gjort
min Moder, for at hun skulde føde mig ti! Verden!*
eller endelig denne Replik af Molbechs Dante:
Giv mig min Lykke, giv mig den tilbage! Hvis ej, saa
lad mig dø! Jeg har ej bedt Dig om at blive født;
stod jeg maaske, Før mig min Moder undfik, som en
Betler Og trygled dig om Livet, mens du drog Forbi mig
paa den lyse Mælkevej? Og kasted du en Fødselsstjerne
naadig Ned som en Skærv i min udstrakte Haand? Om
Intet har jeg bedt, før nu om Døden, Og selv om den
jeg trygler ej, saa længe Jeg har et Sværd i Haand!
Gaar vi nu ud fra dette Tilfælde, hvor efter den
æstetiske Betragtning Skæbnens og Menneskets Skyld
har et fælles Maal, vil vi se, at jo mere Grund der er
til at anklage Skæbnen, des mere Skyld kan Mennesket
paadrage sig, uden at Misforholdet bliver saa stærkt,
at det ikke opløses ved Lidelsen eller Døden.
Er den æstetiske Bestemmelse af den tragiske Skyld
nu saaledes fastsat, da staar endnu kun tilbage at
udslette den Spaltning, som vi har opstillet mellem
den ikke blot personlige og ikke rent personlige
Skyld. Den første er for en dybere Betragtning kun en
Form af den anden, hvilket ogsaa i det Foregaaende
er antydet derved, at blandt Anklagegrundene
mod Skæbnen er sat den, at Mennesket ved Fødselen
vævedes ind i en Slægts eller Families Skyld. Arve-
eller Slægt-Skylden er nemlig en Mellem-Instans, som
Tragikeren behøver, hvor den personlige Uskyld vilde
gøre Skæbnen uretfærdig, om ikke en Skyldbestemmelse
gik imellem; men denne gøres saa atter vaklende,
idet Slægtskylden er en Skyld, Mennesket har faaet
over sit Hoved ved Skæbnen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
