Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Politik og Nationalitet - Studentertoget til Island
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Studentertoget til Island
185
er Spiren til en Kardinaldyd, i mere
fordringsfulde Moralisters Øjne derimod en mindre
blændende Egenskab.
Den Fremmede, der ved sin Ankomst til Kjøbenhavn
sætter sig i en Droske og som mærker, hvorledes
Hesten lunter afsted og Kusken af al Magt bremser
ved Bjergskraaningen i Nygade, faar stundom det
uretfærdige Indtryk, at han er kommen til en Nation,
hvis Langsomhed er æventyrlig, og hvis Sendrægtighed
har meddelt sig selv til Hestene. Sætter han sig
derefter ind i de sidste tredive Aars danske Politik,
bestyrkes han i Indtrykket, og der kræves tit
fortvivlede Anstrengelser for at faa ham forklaret,
at Nationen ligefuldt har vaagne Øjeblikke, endda den
er tæmmet og tam. Maaske er der lidt mindre Tamhed
paa Island trods en dansk Digters spottende Ord derom
i sin Tid.
Ligemeget, Studenterne vil sige de Islændere, de
træffer, at den Brøsighed, som danske Regeringer efter
deres mindre yndefulde Vaner har vist overfor dem,
ikke deles af det danske Folk. Det danske Folk har jo
aldrig havt Lod eller Del i disse Regeringer. Og de
vil lade Islænderne forstaa, at de Ypperste af den
danske Ungdom aldrig har glemt, hvad dansk Kultur
skylder Island og Islænderne. Denne tilsidesatte Ø
har skænket os den i etisk Henseende mandigste og den
i kunstnerisk Henseende mest fuldendte fortællende
Literatur, som de nordiske Riger nogensinde har
frembragt. Visselig aldrig er i Danmark fremstilt
saa mandige Skikkelser som de i Njal, aldrig har i
de tusind Aar, Danmark har bestaaet, kunstnerisk
Karaktertegning naaet den Højde og Sikkerhed som
her. Fra denne Mandighed var vi, da vi anden Gang
blev europæiske, naaede til den Mandighed, der udtaler
sig i Andersens Æventyr.
I den islandske Literatur, der har sine Mangler soin
enhver Literatur og der jo ikke spænder over noget
særdeles stort Følelses- eller Tanke-Omfang, lever
endnu det nordiske Hedenskab i dets sidste Kraft. Da
Nordens Aander i det 19de Aarhundrede søgte tilbage
til denne Fornyelsens og Genfødelsens Kilde, viste
det sig, hvor veg Slægten var vorden. Man sammenligne
gammelnordiske Skikkelser hos Oehlenschlæger, Tegnelog
Bjørnson med de simple Kraftskikkelser i de ypperste
Sagaer, og man vil føle, at de ikke holder Maalet,
hvad for yppigere Fortrin, de end besidder.
Selv om man er paa sin Post mod den aflægs Romantik,
der i vore Dages Islændere vil genfinde de store,
gamle, saa er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
