Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Oehlenschlager: Den lille Hyrdedreng
353
At Menneskene ikke alene oplever meget Smerteligt,
men ogsaa mangen blot truende Ulykke og slipper med
Skrækken, det er ikke Poesi. Dette er da ogsaa langt
fra at være Stykkets Indhold. Faa Reinalds Udbrud:
«Mig tykkes, at Ulykken følger mig», svarer Babli
med Spørgsmaalet: «Er I en god og en uskyldig Mand?»
og det er den Fortrøstning, som heri ligger udtalt,
der efter Oehlenschlagers Opfattelse i Dramaet skal
vise sig i sit fulde Sandhedslys. Afgørende bliver
saaledes Reinalds Ord i Slutningen af Stykket:
Nu Babli, tror jeg Dig. der gives Hytter Hvor Lynet
ej slaar ned. Uskyldigheden Sin Finger strækker op
mod Himlens Blaa Som Tordenleder.
Hvad Digteren i dette Skuespil kæmper for, det er
hans Tro paa Lykken, paa Alts Sammenpasning ikke
blot i Aands-livet, men i Tilværelsen. De forskellige
Hovedfigurer svarer til forskellige Livsanskuelser. At
der, som Babli siger, er mere Sorg end Glæde paa
Jorden, det har Reinald indset. Idet Ordene Lykke
og Ulykke for ham indbefatter Alt, hvad Tilværelsen
byder, og idet han ser, hvorledes Livets Gang er den,
at Ulykken sluger Lykken, uden at han dog formaar at
løsrive sig fra sin Stirren paa disse Modsætninger og
svinge over i en Livsbetragtning, der bruger andre
end disse, faar han det urofulde, tunge og mørke
Sind, paa hvis Fortvivlelse ingen Aandens eller
Kundskabens Rigdom kan bøde. Som Reinald, saaledes
kender heller ikke Augustin nogen Lykke; begge ser
Sort. Med det rugende Mismod har den Religiøsitet,
der i klosterlig Forsagelse har skilt sig ud af de
menneskelige Livsforholds Samfund, det tilfælles, at
den ingen Glæde føler ved Tilværelsen; ja den viser
sig ubillig mod den sunde Livsglæde og den Fromhed,
der har sin Rod i den. Skønt Klosterreligiøsiteten
ikke ganske faar Uret i sin Frygt for, at Livsglæden
vil slaas til Jorden af den første Modgang, er det dog
ikke den, der beholder Valpladsen; saa sprængtes jo
ogsaa Idyllen. Ti har dens Modstander, den livsglade
Tillid, end ikke det «løsende Ord», der overvinder
Døden, paa rede Haand, saa mangler Forsagelsen igen
helt det ^bindende Ord», der holder Gravtanken nede
og værger Livsfølelsen mod dens
G Brandes: Samlede Skrifter. XI1L
23
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
