Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Oehlenschlager: Den lille Hyrdedreng .
355
Det forekommer mig rimeligt, at hele denne poetiske
Tankebygning for Oehlenschlager først har faaet sit
rette Støttepunkt og sit kraftige Sammenhold ved et
Motiv, som den dramatiske Formning af sig selv maatte
hidføre. Det er højst sandsynligt, at de Ytringer, i
hvilke Moderblikket gennemskuer Vildfarelsen, og hvor
den faste Tro paa den virkelige Lykke i sin Dødskamp
bliver seende som Tro paa Underet, at disse Ytringer
fra først af er foranledigede ved Nødvendigheden af
at give Fritz’s Genindtræden paa Scenen den fornødne
teatralske Virkning. Det er beundringsværdigt, at
Oehlenschlagers Genialitet her har omskabt en simpel
Teaternødvendighed til Udtryk for en digterisk Idé.
At nu det Vidunderlige, nærmere beset, slet ikke
ligger dér, hvor det ved første Blik syntes at ligge,
og at det virkeligt Underfulde ikke er Mirakel,
men Natur, gør her aabenbart slet Intet til Sagen;
ti det er ikke Troen paa Miraklet, Oehlenschlager vil
forkynde. Hvad vil han da lære os, hvad gælder det
om? Om at se frejdig paa Livet: Lykken svigter ikke
den Brødefri og hjælper den Kække. Denne Tillid,
denne Stemning er paa én Gang ganske idyllisk og
ganske oehlenschlågersk. Den er Idyllens, hvis
Lykke og Fred udbreder sig med sejrrig Glæde,
efter at Sorgen er veget som en ængstende Drøm,
og hvis Aand har hvilet over det hele Stykke som
en Lovsang over den enfoldige, naturlige Visdom,
der slaar den sønderlemmende Grubien af Marken. Og
den er Oehlenschlagers, denne Stemning, den er hans,
fra hvis Aladdinsnatur den udsprang, og som her ad
en Omvej har skriftet en Trosbekendelse, der i sin
digteriske Barnlighed springer Vanskelighederne over,
ligesom Hyrdedrengen* springer Afgrunden forbi.
Hin oehlenschlågerske Grundstemning lever og
bevæger sig nu i en ligesaa ægte oehlenschlågersk
Udtryksmaade, der staar efter 50 Aars Forløb lige
ung og dejlig; men at den har adskilr lige smagløse
Enkeltheder, som især fra Skuepladsen virker stødende,
kan ikke negtes. Det uheldigste Sted forekommer i en
af Reinalds sidste Repliker:
Jeg vendte mig - et Barn saa skønt som Vaaren Stod
hos en Gubbe frisk som Høstens Aften; To Billeder
af Livets skønne Poler: Barndom og Alderdom.
Hvad fattes Dig? Adspurgte mig den Lille smilende.
23*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
