Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gunnar Heiberg
527
neskeslægten, og som, hvor inderligt han end er
knyttet til sin Julie, i Elskovsdriften føler en
Modstand mod sine Bestræbelser for at civilisere
og yderligere civilisere, Han betragter nemlig,
omtrent som Forfatterne af Tolstoj-Typen, Elskoven
som uimodtagelig for Kultur og derfor som en
fjendtlig Magt, der helt burde udryddes til Fordel
for Hjerternes og Viljernes Renhed. At han er naaet
til denne Opfattelse af Kærligheden, er ikke saa
underligt, da den Kvinde, han har ved sin Side,
Julie, med sin Hundyrsraahed og sin rent erotiske
Oprindelighed maa være bleven ham Kvindelighedens
Type. At han dernæst er bleven en Art Tilhænger af
visse Lærdomme hos Tolstoj i dennes sidste Livsafsnit,
er ogsaa forklarligt, da han har udviklet sig til en
af de Kulturelskere, som nærer Uvilje mod alt, hvad
der er Instinkt eller Drift. Heiberg har ikke holdt
Skikkelsen i en ganske klar Belysning. Den veksler
stadigt Farve. I Reglen synes Abel i de senere Akter
det rene Fremskridtsfjols; i enkelte Repliker er han
i Grunden kan ædelttænkende, hensynsfuld og fin. Men
hvis Heiberg ikKe helt vilde ofre Figuren, saa havde
han ikke burdet lægge Abel den Slutningsreplik i
Munden, med hvilken han ubønhørligt hjemfalder til
Latterlighed. Overfor Visheden om sin ægteskabelige
Ulykke udbryder han: «Hvad er denne Sorg mod, at jeg
en Gang skal døb Den Trøst, han finder i denne Tanke,
er alt for lidt heroisk til ikke at stemme Læser som
Tilskuer til Munterhed. Det synes imidlertid ikke
Forfatterens Mening, at der ligger noget som helst
Komisk deri, og i saa Fald havde Abel vel hellere
burdet træde af med nogle Ord om de glædelige Udsigter
for Slægtens Fremskridt trods alle den Enkeltes
Genvordigheder. Nu føler han i dette Punkt omtrent,
som Ressmann vilde følt.
Abel er den eneste civiliserede blandt Stykkets
Hovedpersoner. Den tredje Vilde er Antonio,
Kraftmanden, Herskernaturen, den viljestærke,
parlamentariske Fører. Han virker en Smule
lejebiblioteksagtigt, naar ogsaa han stiger ind ad
Balkonen, og som en Romanhelt atter og atter siger
sit: «Jeg elsker Dem!», indtil han gaar over til at
tale om Nydelsen ved at knække Viljer. Han er tegnet
stærkt og sikkert med saare faa Linjer, og det er et
meget fint Træk, at han taber sit Herredømme over
Julie i samme Øjeblik, som han er Menneske nok til
at saares af hendes smagløse Brutalitet overfor Abel.
Der er en vis Modsigelse i hans Løfter og Tilbud
til Julie.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
