Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sigbjørn Obstfelder
535
eller Andre før ham; hans Glæde ved Samlivet med
hende nedbrydes desuden, da han faar Vished for, i
hvilken Grad hans Forgænger i hendes Gunst lider under
Skinsyge og Savn paa sin Side. Han ser bestandig den
Andens smertefortrukne Ansigt for sig imellem dem. Da
endelig ogsaa hendes fraskilte Mand nærmer sig ham og
giver ham sin cyniske Fortrolighed, bliver det ham
umuligt at vise hende den Kærlighed, hun trods Alt
i fuldeste Maal fortjener, og som hun ikke kan leve
foruden. Hans Dragen sig bort fra hende driver hende
i Døden, og først da hun er borte, begriber han det
Hele, forstaar han og føler og angrer sin Brøde.
Her er, saa hurtig det end kan fortælles, mer end
nok af Begivenheder, ja af Spænding, til at sætte
almindelige Romanlæseres Interesse i Bevægelse
og til at fugte deres Øjne. Men Begivenheden er
ikke Hovedsagen. Det er Sjælestudiet, som er saa
dybtgaaende, den hele Opfattelse af Mennesket
og Naturen, der er saa digterisk. Obstfelder har
en ualmindeligt stærk Følelse af Dybderne i den
enkelte Menneskesjæl. Han spørger sig, hvad og hvem
hver Enkelt inderst inde er: «Hvem er hun, langt,
langt derinde?» Helten aner dybt i den unge Kvindes
Bryst «Værelser, han ikke har været inde i». Og
Obstfelder har en tilsvarende ikke mindre stærk
Følelse af det Hemmelighedsfulde i Tilværelsen,
af det pladselige Lys, der kan udgyde sig over
to Menneskers Stilling til hinanden og ud derfra
omstemme og forklare Naturomgivelserne omkring dem,
dette Hemmelighedsfulde, der, som han siger, «dog er
i Livet, bag Livet og omkring det.»
Han er Digter nok til, at Tilværelsen for ham er
stadigt skiftende Farve og stadigt skiftende Musik.
Den elskede Kvinde i Bogen er fra først af som et
lyseblaat Syn. Hun har lyseblaa Øjne. Naar hun har
sin lyseblaa Fløjlskjole paa, véd hendes Elsker ikke,
hvad som glimter lyseblaaest, Kjolen eller Øjnene. Da
han begynder at volde hende Sorg/ opdager han, at
hendes Øjne slet ikke har den Farve, han troede,
eller at de, i alt Fald for ham, har skiftet Lød. De
er blevne dybtgraa. Endelig, da hun kæmper imod den
Fare, som truer Lykken i deres Samliv, finder hun
hver Dag «paa noget, der gør hende nyere og lysere*,
stikker hele Haver af Roser i Brystet, i Bæltet,
i Haaret, overalt hvor de kan finde Plads.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
