Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sigbjørn Obstfelder
537
Her en kort Prøve paa den:
.Fra den Tid har jeg faaet en Overtro paa Blomster.
Der var hos mig en stor rød Tulipan knop, hun havde
bragt mig.
Selv havde jeg købt en hvid Hyacint.
Det var en Morgen, jeg saa, at Hyacinten havde bøjet
sig henimod den Kant, hvor Tulipanen med det Grønne
om stod. Jeg laved en Pinde og støtted den op.
Men næste Morgen havde den atter bøjet sig, trods
Pinden, og havde ludet sig ned i det Grønne og næsten
naaet Knoppen.
Natten derefter sov jeg daarligt. Jeg tænkte paa
Rebekka, og min Længsel brændte mig. Jeg følte ogsaa
mer end almindelig stærk Duft.
Og næste Morgen havde min Hyacint naaet hendes
Tulipan, og Knoppen havde foldet sig ud.
Men samme Dag kom hun.
Han har lige skildret, hvorledes hans Øjne hang ved
hendes Lænder, som de gyngede sig, hendes Fødder,
som de flyttede sig, og hvorledes det vedblev at
gynge og gynge inden i ham. Saadan gynger og vugger
det altid i hans Stemningsliv, om end ikke netop som
Eftervirkning af Kvindegang og Kvindelader.
Som Alt hos Bogens Hovedperson er sat i Skælven af
sød Selvydmygelse, salig Selvfornemmelse og aldrig
forstummende, bitter Selvbebrejdelse, saaledes skælver
Digterens Stil af Undren over Livets Herlighed,
af Henrykkelse over Lykkens sjældne Øjeblikke og af
Angst for de uerstattelige Tab, som Livet bringer,
og Døden medfører.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
