Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Berlin som tysk Rigshovedstad. Erindringer fra et femaarigt Ophold - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bismarcks Humor
79
vovede en Indvending: «De1 gaar ikke an, at
Durchlaucht indbyder denne Mand, han vil heller
ikke komme; De har i Aaret 47 i den forenede Landdag
fornærmet ham groveligt, og om De end har glemt det,
har han det sikkert ikke*. Bismarck summede sig et
Øjeblik paa Sagen og sagde: «Sig ham fra mig, at jeg
dengang var en ganske dum Junker» (Laden Sie ihn ein,
und sagen Sie ihm von mir, dass ich damals ein ganz
dammer Junkei war; er wird schon kommen). Det er ved
denne Form af Elskværdighed, at han vinder saa mange
Hjerter, og han forsømmer ikke at vinde Nogen for sig,
der i en vis Kres kan skabe offenlig Mening for ham.
Meget lærerig er i denne Henseende en lille Historie,
Bismarck nylig fortalte sine Gæster om en Fyr,
Købmand tror jeg, der var født i Australien af
tyske Forældre, og som havde foretaget en Rejse
til Europa for at se sit Fædreland og dets store
Mænd. Han havde først løbet Moltke paa Dørene,
men var aldrig kommen ind og var tilsidst paa Grund
af sin Paatræn-genhed nær kommen hurtigere ned ad
Trapperne end op. Saa gik han yderst mistrøstig til
Bismarck, fik forebragt en Tjener sit Ærinde og kom
til sin Forundring lige straks ind. Det var kort før
Bismarcks Middagstid. Fyrsten var yderst huldsalig,
bad Australieren tage Plads, lod ham fortælle om sit
Hjemland, sin Rejse, sin Vanskæbne hos Moltke osv. og
da Fyrens pudserligt troskyldige Væsen morede ham,
overvældede han ham med en Indbydelse til at spise
til Middag der i Wilhelmsstrasse ganske i Familiens
Skød. Gæsten, der neppe kunde tro sine Øren, tog
naturligvis yderst beæret imod, og efterhaanden,
som han følte sig mere hjemme i det Bismarckske Hus,
blev han friere baade i Udtalelsen af sin Beundring
og i Udtrykkene for sine Ønsker. Talen faldt paa
Slaget ved Koniggråtz. «0m Durchlaucht endnu besad
den Uniformskasket, han havde baaret under Slaget?*
- <Hvorfor?» - «Fordi det vilde være ham en stor
Glæde og Ære at turde medtage den til Erindrings - En
Tjener blev tilkaldt og fik Ordre til at opsøge en vis
gammel Midze etsteds i en Garderobe. Den blev viklet
i Papir og skænket Gæsten. Talen gled videre til den
fransk-tyske Krig. «Om Durchlaucht vel endnu besad
de Støvler som Højstsamme havde baaret under Slaget
ved Sedan?* - «De vil da vel ikke ogsaa have dem?»
- «Hvis Durchlaucht ikke vilde vredes, saa vilde det
være ham en stor Udmærkelse at modtage dem; de og Ka-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
