Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Berlin som tysk Rigshovedstad. Erindringer fra et femaarigt Ophold - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Idealisme hos de Unge
87
er en Drift til at lære ogsaa det, hvorfor man ikke
har praktisk, øjeblikkelig Brug.
Jeg har her truffet en ung Musiker, en Elev af
Liszt, der, da han ønskede at opføre Liszt’s Kristus
i Berlin, hvor den aldrig er blevet spillet, men
manglede Pengene til at betale de udøvende Kunstnere,
han vilde dirigere, hver Aften bragte 200 Aviser
omkring, for, ludfattig som han var, efterhaanden
at skillinge den nødvendige Sum sammen. Det lykkedes
tilsidst. Han skrev i sin Triumf til Liszt hvad han
havde udrettet, og at Kristus skulde opføres i Ugens
Løb. Liszt telegraferede det mest ubetingede Forbud
tilbage; han vilde ikke tillade Opførelsen, fordi
Berlin havde stillet sig saa fjendtligt mod Paven
og den katolske Verden i det Hele - og den unge Mand
stod skuffet for al sin Møje. Men Idealisme vil neppe
Nogen negte ham.
Man maa overhovedet, naar man studerer et Folkeaasyns
Grundtræk, aldrig glemme, at det kun er de groveste,
man først bliver opmærksom paa. Som man før saa lutter
Letfærdighed i Frankrig, ser man nu altfor let lutter
Brutalitet i Tyskland. Der er altid stor Forskel paa
den Te, Kineserne selv drikker, og den, der løber
Landene om. Den, der holder af Te, vil i ethvert Kina
se at komme til at drikke af de Indfødtes.
Som Regel kan man sige, at Idealismen hos den yngre
Slægt - hvor den findes - er mere dulgt end hos den
ældre og iklæder sig andre Former. Det er Særforskeres
Idealisme. Det smukke Træk, der er fælles for begge
Slægter, er hos alle de Bedre* det, at deres Fag under
deres Hænder forvandler sig til deres Kald. De driver
det med den grundige Alvor, der er egen for Tyskeren
og som hindrer ham i at betragte sin Virksomhed blot
som et Levebrød, noget der kun er altfor hyppigt
anden Steds, særligt i de romanske Lande.
Tyskerne er i dette Øjeblik trods eller paa Grund af
deres Magtudfoldelse mindre afholdte i Europa end
nogensinde. De frygtes nu mer end før, men elskes
ikke mer end tidligere. Man stræber imidlertid ikke
nok at forstaa dem. De tager sig ikke ud i deres nye
Herlighed, de er ikke Gentlemen som de gamle mægtige
Nationer, de er Opkomlinger, og hvor mange Dyder en
Opkomling ogsaa har, vindende er han sjældent. Jeg
hørte engang en Ungarer og en Tysker tale sammen i en
Jernbanevogn. «En Ungarer*, sagde den første, «giver
saa mange Penge ud til Drikkepenge i Løbet af et Aar,
at en Tysker i det samme Aar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
