Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Berlin som tysk Rigshovedstad. Erindringer fra et femaarigt Ophold - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
132
Kongressen
Kongressalen af Fyrst Bismarcks neppe mindre
skarpladte Høflighed.
For første Gang i Berlins Historie er Byen Sædet for
en politisk, europæisk Kongres; selve Kendsgerningen
røber, hvilket Opsving den som Tysklands Hovedstad
har taget. Berlin er allerede saa meget Storstad,
at Kongressens Nærværelse i ingen Henseende bringer
Indbyggerne ud af Ligevægt. Naar man undtager,
at der udenfor alle de Palæer eller Hoteller,
som de fremmede Afsendinge bebor, findes opstillet
Skilderhuse med dobbelt Vagt, er Byens Udseende det
sædvanlige. Nysgerrigheden er her uendelig meget
ringere end i Kjøbenhavn. Dels fordi der findes færre
Lediggængere paa Gaden, dels fordi man ser flere
Fremmede Aaret rundt. Efter Japanesere vender ingen
her Hovedet mere; man er vant til Synet af de smaa,
tyndbenede, skægløse Herrer i Bukser og Frakke, med
Hud af Terrakotta, og tilsyneladende meget egnede til
at stilles op paa en Etagére. I Begyndelsen maatte vel
det kinesiske Gesandtskabs talrige Medlemmer, naar de
gik paa Gaden i deres blaa Kaftaner og hvide Filtsko,
med deres lange Haarpiske dinglende ned over Nakken,
altid ledsages af Politi, fordi Trængslen omkring dem
blev brydsom, men da man havde vænnet sig til Synet
og efter at en i tysk Literatur bevandret Kineser
i en Artikel i Vossische Zeitung under Fremhævelse
af den Fred, man paa Gaderne i Kina undte Europæere
i Nationaldragt, havde anført Seume’s bekendte Digt
Der Wilde:
Seht, Ihr fremden, klugen, weisen Leute, Seht, wir
Wilden sind doch bessre Menschen!
siden da ses Kineserne i Middagstiden spaserende to
og to paa de store Promenader uden at Nogen ler dem
nysgerrigt ind i deres kloge Ansigter. Ja selv det
marokkanske Sendefølge, der sidst i Maj kom hertil,
Folk med Burnusser, smukke hvide Turbaner og brune
Ansigter, der lod alle de Dyr, de fortærede, bringes
levende ned i Kælderen under Hotel de Rome og slagtes
paa Køkkengulvet af sorte Tjenere, understøttede af
en ferm Berliner-Kokkepige, vakte kun forsaavidt
Opmærksomhed, som en lille Flok stadigt med aaben
Mund og opspilede Øjne stirrede ned i det marokkanske
Køkken.
Det er iøvrigt let nok at tage selv Kongressens
anseligste Medlemmer i Øjesyn. Man ser Salisbury og
Odo Russell komme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
