Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Berlin som tysk Rigshovedstad. Erindringer fra et femaarigt Ophold - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
310 Berlin som
Verdensstad
i, at Sladderen er umulig. Hvem har Tid eller Lyst til
en hel Uge igennem at sysselsætte sig med en andens
private Anliggender! End ikke en Dødsfjende af en
offenlig Personlighed tør en Uge, efter at denne i
sit Privatliv har givet sig en Blottelse, hentyde
dertil uden at løbe Fare for at blive kastet til
Side som kedsommelig og kællingeagtig. Det er langt
vanskeligere at være underholdeode i en stor By, end
hvor man kan være det ved Aar ud og Aar ind at skrive
den samme Avisartikel og holde den samme Præken.
Endelig kan Samtalen ikke her synke ned til det
Lavmaal af det Hverdags og Ensformige, som i Byer,
hvor alle saakaldt Dannede har de samme Erfaringer
og de samme politiske Meninger. Man kommer her
sammen fra altfor forskellige Krese. Man læser hver
sin forskellige Avis til sin Morgenkaffe; man har
forskellig Dannelse, En har faaet sin i Leipzig,
En sin i Zurich, En sin i Petersborg eller Odessa,
mange deres i London, Paris og New York; de har læst
forskellige Forfattere, set forskellige Samfund,
maaler med forskelligt Maal. Jeg véd derfor her,
hvor jeg skal henvende mig, naar jeg vil have
en Oplysning om Fredslutningen mellem Italien og
Østerrig i 1866 eller om den store nordamerikanske
Krig eller om Forholdene i Tunis, af Folk, der
har set disse Forhold eller Begivenheder nær ved
og fra en god Plads. Jeg kender én Mand, som har
været nær forbunden med Garibaldi, én, som har været
personlig Elev af Schelling, en Ven af Meissonier,
mange Venner af Alexander Herzen, og mangen gammel Ven
af Bakunin. Jeg har en Gang været i et (ikke ganske
faatalligt) Aftenselskab med lutter Mænd, der havde
været dømt til Døden for politiske Forbrydelser -
gamle Revolutionære fra Oprøret i Frankfurt og Oprøret
i Wien, en Østerrigsk Officer, der i 1848 var gaaet
over til den italienske Revolution og nu er General i
den italienske Hær, en Meksikaner, der var dødsdømt
for Deltagelse i Kampen mellem Juarez og Maximilian
- og jeg har mangen Gang været i Krese af lutter
politisk Konservative. Jeg har i dette Foraar i samme
Selskab talt med en Afrikarejsende. der havde spist
til Middag med Sultanen af Uada’i, og med en Maler,
der vendte tilbage fra Sofia, hvor han havde malet
den i den senere Tid saa meget omtalte Fyrste af
Bulgarien. «Hvad var det første, som Hans prinselige
Højhed sagde til Dem?» spurgte jeg. «Han sagde*,
lød Svaret: «De kommer fra Berlin. Naa, hvordan ser
det ud hos Anthon’s?*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
